Forleden dag fortalte Nicoline om sin fødsel af Arthur – jeg har fået den fuldt detaljerede version, og at sige jeg er misundelig på hendes fødsel ville være en stor stor løgn. Men der er én ting jeg misunder mødre der har født deres babyer ud af det dertil indrettede hul.
Jeg har nemlig ikke nogle billeder af eller minder om en fedtet baby på min mave, for der gik flere timer fra han var ude af min mave til jeg var vågen fra narkose og stabil nok til at måtte komme ned på børneafdelingen, hvor han var indlagt.

Om akut kejsersnit
Det var bestemt ikke meningen at August skulle ud ved kejsersnit, og jeg må indrømme at jeg faktisk lidt havde lukket af til fødselsforberedelsesforedrag, når snakken kom ind på akut kejsersnit, for min mor fødte nemt, så det havde jeg også planer om.

Min krop havde desværre ikke fået det memo…Måske havde jeg endda, når jeg skal være helt ærlig, haft fordomme om folk, der vælger kejsersnit eller ligger og råber på kejsersnit under fødslen, så måske min egen fødsel bare er en passende straf for at have tænkt sådan.

Det her skal ikke være en lang lidelseshistorie, om hvad der ledte til det ganske akutte kejsersnit, jeg håber egentlig bare at jeg ved at dele min historie kan skyde nogle fordomme om kejsersnit, i alle former, (som jeg jo selv havde) ned.

Her startede det
Hvad der sker fra om aftenen den 14. August, og er en helt normal fødsels-start kan gøres kort.
Jeg var klam, klynkende og lattergasfyldt, men alt var helt normalt. Ud på morgentimerne begyndte jordemoderen at fortælle mig at jeg skulle ligge på siden, når jeg havde veer og kommanderede at jeg ikke måtte suge i lattergassen, for babyens hjertelyd dykkede altså.
Fuck hvor jeg må indrømme at det der med at være klar til at gøre HVAD SOM HELST for sin baby – den følelse var ikke forankret i mig endnu. Jeg gjorde som der blev sagt, men indrømmet, det var fordi jordemodren kommanderede det, ikke fordi mine instinkter fortalte mig jeg skulle passe på ham.

Jeg skreg på en epiduralblokade. Og jeg råbte at “de” havde lovet mig at man havde pause mellem veerne… Efter Jonas havde gennemlæst og samtykket på det afskrækkende epidural-info-dokument, kom verdens mest erfarent udseende bedøvelseslæge og forsøger at lægge blokaden, men efter lang tids masen rundt, med skarpe sager i min ryg, måtte hun indse at der simpelhen ikke er plads og opgav defor at give mig blokaden..  (Det var endnu en ting jeg ikke havde overvejet, man kunne komme ud for, i mine forestillinger om at føde som en erfaren mandelsmutter… fedt at have en stram rygsøjle?!)

Da jeg indså jeg ikke kunne bedøves og der nu var dukket en bekymret udseende læge op, som fra min vinkel så ud som om han forsøgte at udstoppe mig som en kalkun (med begge hænder), mens han forsøgte at finde ud af hvordan August havde det og hvor og hvordan han lå, så mistede jeg troen totalt på, at han ville kunne komme ud af det hul, og det føltes ærlig talt som om barnet sad oppe i halsen og prøvede at kravle den vej ud. Så jeg prøvede at tage min mest overbevisende mine på (jeg kan huske, at jeg tænkte at de ikke ville lytte hvis jeg var hysterisk) og sagde med min myndigste stemme “Jeg skal have et kejsersnit”.

Jeg forventede selvfølgelig at de samstemmende ville sige nej nej, det går så fint, du kan godt klare det og tag dig lige sammen, eller sådan noget, så da den bekymrede læge kigger op, og stadig med sin hånd oppe i hu-ha, og siger: “ja, vi kører dig op til kejsersnit, han ligger også helt forkert” så blev jeg bange. Skide bange. Det var slet ikke meningen de skulle sige ja jo!

 

Når det slet ikke bliver som forventet
Ikke desto mindre fik jeg nu noget vestoppende medicin og et nyt team at rare mennesker i rent tøj kom og hentede mig.
De kører mig til en operationsstue og stemningen er rigtig fin selvom alt foregår meget hurtigt og effektivt, og Jonas bliver gjort klar til at kigge med  i hovedenden. Alt er fun and games, indtil jeg skal over på et andet leje, og da jeg kommer op og sidde vokser den lille drink jeg havde fået (ved faktisk ikke hvad det var) i munden på mig og jeg  projektil-brækker den sterile operationsstue til.
Jeg har aldrig set nogen fjerne sig fra mig så hurtigt som sygeplejerskerne i deres rene sterile operationstøj, og de lægger metervis af “operationskælde” henover brækken og ser ret træt på mig ligepludselig.
Ny bedøvelses-dame kommer til – alle har tydeligvis fået at vide at den første ikke kunne lægge epiduralblokade på mig, og den nye har en hel masse selvtillid, og bedøver mig i ryggen, mens den første står bagved… Eller, vi tror hun bedøver mig, indtil jeg råber ja imens lægen spørger “kan du mærke det her”.. Jeg er tydeligvis ikke spor bedøvet, og var skide bange for at han ville gå igang med noget, men han nev mig altså bare, selvom jeg nærmest følte at han var gået igang med skalpellen :). Faktisk var jeg der lidt glad for at første bedøvelses-læge fik lidt oprejsning – det var ret synd at de andre ligesom anklagede hende for ikke at kunne lægge epiduralen, og nu viste sig jo at det VAR min anatomi der bare ikke dur til at få noget stukket i ryggen…

Jeg nåede ikke at overveje hvad det betød at jeg ikke var bedøvet, før en dame maste en maske ned over mit ansigt, og holdt den der mens hun bliver ved med at forklare at den IKKE MÅ KOMME AF. Den sad røv skævt og pressede tænder mod tandkød på en virkelig u-rar måde, men det var ligesom ikke det største problem lige der synes damen. Jonas blev gelejdet ud efter kommandoen “få manden ud herfra nu”, og jeg når at tænke at han SKAL være tæt på når baby kommer ud, og så er jeg væk.

Det næste jeg husker er at vågne på en stor enkeltsengsstue og der står en mand i kittel med ryggen til, og DER ER IKKE NOGEN BABY!!! Jeg råber “hvor er mit barn” og venlig læge kommer – i hvad der føles som snegletempo- over til mig og “beroliger” mig med at mit barn er indlagt på børneafdelingen og skal have lidt hjælp med lungerne, og at jeg lige bliver holdt lidt på intensiv afdelingen fordi jeg bløder en del. Var helt ærligt ikke skide beroligende.

Mit første møde med August
Stadig småhøj på narkose beslutter jeg mig for at jeg godt kan overtale ham læge-frans til at jeg har det helt fint og slet ikke bløder, så jeg kan komme ned til August. Han er ikke imponeret over mine overtalelsesevner, og virker ærlig talt som om han har trukket nitten i patientlotteriet, men ind kommer hvad jeg bare husker som en lys og meget meget smuk ung kvinde (kan sagtens være det har været en grim gammel mand og jeg romantiserer). Verdens dejligste sygeplejerske fra børneafdelingen kommer i hvert fald med min telefon med billeder af August på til mig, og jeg tuder snot af glæde. Han har på nogle af billederne en lille bitte slange i næsen og på andre lidt elektroder på brystet, men hun fortæller mig at han bare skal have lidt starthjælp og kommer til at få det helt fint, og at jeg kan komme ned til dem så snart mit eget helbred er ok.

Det her billede var sådan jeg så mit barn for første gang. Det var på en iphoneskærm og alt i mig trak for at komme ned til ham, men jeg kunne ikke have været lykkeligere.

Jeg aner ikke hvor lang tid der gik før at jeg var ok, men det føltes som for evigt. Men det var ligemeget. Jeg kyssede på billederne af min baby, og Jonas sendte selfies af de to.

Her blev min mand far
Da jeg endelig kom derned havde de hængt et navneskilt op. Jonas havde simpelthen bare svaret at han skulle hedde August fordi de spurgte, selvom vi ikke havde afgjort det endeligt. Normalt ville jeg nok have haft en mening om at han bare bestemte sådan noget alene, men i situationen blev jeg totalt rørt over at han bare var far og tog ansvar for vores barn helt fra starten.

Det der far klædte ham virkelig godt.

Kejsersnit igen?
Dagen efter fødslen kom en sundheds-professionel (jeg aner ikke om det var jordemoder, sygeplejerske eller læge for at være ærlig) og spurgte om jeg havde behov for at tale fødslen igennem. Det havde jeg virkelig ikke lige der, men jeg fik at vide at det var et stående tilbud fordi den ikke var gået sådan lige som forventet. Det fortalte også at jeg til en eventuelt næste fødsel blot skulle sige til hvis jeg ønsker planligt kejsersnit, og så er det godkendt på forhånd. Ved mit første møde med sundhedsplejersken spørger også hun om jeg er ok efter den voldsomme oplevelse og om jeg har brug for at tale med en jordemoder om det, for så kan hun sagtens arrangere det. I situationen ville jeg slet ikke tale om andet end mit barn, så nu lufter jeg den “voldsomme oplevelse” her i stedet:) Jeg er dog ret sikker på at skulle vi en dag få et barn mere, så vil jeg nok have ganske meget lyst til aftale om og gøre brug af et planlagt kejsersnit, men jeg vil gerne lige have nogen til at love mig at jeg godt kan være tilstede til det… Man har vel lov at håbe at rygraden også bliver slappere med alderen:)

Kh A

Har du styr på ergonomien inden du køber bæresele eller vikle til dig og din baby? At bære sit barn er noget af det dejligste for både dig og din baby, men hvordan du bærer og hvilken bæresele du vælger er ikke ligegyldigt! Alt for mange falder i fælden og køber en bæresele, som ikke er god for barnet – eller for mor for den sags skyld. Det kan afhjælpes ret nemt og derfor har jeg skrevet dette indlæg.

Du bliver måske provokeret af overskriften, men hey – lad nu overskrift være overskrift og lad og sammen hjælpes ad med at sprede et virkelig vigtigt bedskab!
For det er verdens bedste ide at bære sit barn, men lad os nu få styr på ergonomien… det er jo i alles interesse at gøre det der er bedst for vores børn.

Fred være med at du vælger at bære i en ikke ergonomisk bæredims efter at du har læst dette indlæg – det er helt op til dig!
Det vigtigste er at du er oplyst og tager et valg på baggrund af din viden…

Tak fordi du læser med 🙂

 

LÆS OGSÅ: Parfumerer du dit barn uden at vide det?

LÆS OGSÅ: Derfor ville jeg aldrig vælge sutter af naturgummi

 

Før jeg vidste bedre

Da jeg var gravid med Arthur, var Teis og jeg som de fleste andre forældre, på jagt efter alt det udstyr man skal bruge, når man bliver forældre. Deriblandt en klassisk Babybjörn bæresele!

Dette indlæg er ikke ment som en løftet pegefinger, for som du kan se faldt jeg selv i “fælden” af ren uvidenhed. Jeg skriver dette indlæg fordi jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig dette, da jeg ventede Arthur, så jeg i hvert fald ikke havde valgt et ikke ergonomisk bære-redskab af uvidenhed.

I løbet af min graviditet gik jeg til fødsels forberedelse hos Mindful Moving, hvor vi fik en masse god viden. Bl.a. blev vi introduceret til viklekonceptet og slyngevugger. Jeg var ikke overbevist og købte ingen af delene inden fødslen – dét fortrød jeg bittert bagefter!

 

Min redning

Midt i kolikhelvede måtte min stakkels mor, ud i det danske land og hente en strækvikle, mens jeg selv var på jagt efter en slyngevugge. (også totalt uundværlig, men den må vi snakke om en anden gang!)

Måske har du allerede her læst om mit slyngeri, og jeg vil derfor gerne slå et ekstra slag for vikler, slynger eller EGONOMISKE bæreseler, hvis du gerne vil bære dit barn! For ja det er mega praktisk, nemt, trygt og på alle måder en virkelig god ide at bære sit barn.
MEN der er en masser men’er! Du kender måske allerede den klassiske bæresele fra babybjörn, som Teis og jeg af ren uvidenhed anskaffede os da vi ventede Arthur.

Uh… den er jeg glad for, at vi ikke nåede at bruge! Men generelt vil jeg gerne understrege, hvor fantastisk det er at bære dit barn – for det vil give både dig og dit barn SÅ mange glade og gode stunder.

 

Derfor skal du bære dit barn 

For mig har vikleriet været en kæmpe del af mit, endnu korte liv, som mor. Især strækviklen i starten af Arthurs liv har været helt uundværlig! Den gav os begge en enormt tryghed og det nærvær vi fik af at bære, er helt uvurderligt for mig.
Som mindre var Arthur på ingen måde en putte baby og var faktisk generelt ikke vild med at blive rørt ved.
I dag kommer han kravlende op på maven af mig og sætter sig selv i “frøstilling”, når han er træt, ked eller bare har brug for lidt mor-tid.
Generelt kan jeg kun anbefale at man bærer sit barn – men selvfølgelig helst på en ergonomiske korrekt måde!

 

Derfor skal du smide din Bæresele ud

Jeg kan kun sige én ting… men gentager det gerne igen og igen… Hvis du ejer en ikke ergonomisk bæresele, som fx den fra Babybjörn – så smid den ud!

Forær den ikke til nogen og prøv ikke at sælge den. Som mor, har du et ansvar overfor andre nybagte og uvidende mødre…. så ud med den.

Den er ikke god for dit barn og hvis du spørger mig, bør man ALDRIG bruge den. Jeg siger ikke at dit barn tager skade af at sidde i den i kortere tid, men den gør INTET godt – så undgå det nu bare.

Børn og især babyer skal støttes op fra knæhase til knæhase, og have et blødt buk i ryggen, præcist som hvis de stadig lå i din mave. Det er ikke godt for dem at hænge med dinglende ben og ret ryg!

Du kan næsten selv forestille dig, hvor utroligt ubehageligt det må være at hænge, der i skridtet.

Det samme gælder for så vidt hoppegynger, gåstole og andre remedier, hvor man placeret barnet i et lille sæde, hvor de “dingler” med benene.

Mange mener også at gentagende brug af bæreselen eller andre redskaber, hvor baby hænger i skridtet, kan skade hofterne, men den diskussion vil jeg ikke ud i nu… så skal vi ikke bare blive enige om, at lade tvivlen komme babyerne til gode og smide skridtet ud med det samme.

LÆS OGSÅ: Guide: De bedste tidspunkter at spise vitaminer og tilskud

LÆS OGSÅ: 5 ting du bør undgå at spise hvis du har lavt stofskifte

I stedet kunne du måske…

Hmmm… Faktum er at når du støtter baby fra knæ til knæ, så højt at knæene er over numsen – så får du også den korrekte krumning på rygsøjlen. Og så er det langt mere behageligt og hyggeligt at bære dem på den måde – både for dig og dit barn.

Alternativt, kan man hjælpe en ikke ergonomisk bæresele, med et tørklæde. Bind det om livet så dit barns ben kommer i den altafgørende frøstilling.

Det der med vikler og slynger, kan godt være lidt svært i starten, men giv det et par gange. Jeg LOVER at du bliver glad for det på sigt! Du skal ikke lade dig skræmme af de mange meter stof – der går ikke længe, så er du verdensmester i at håndtere det!

 

Bær aldrig udadvendt

Derudover vil jeg gerne tilføje at jeg virkelig ikke er tilhænger af at bære barnet, så barnets ansigt vender ud mod verden.

Det er, for det første, alt for vild en stimuli dit barn får i den position, men nok vigtigst af alt, så er det IKKE muligt at bære dit barn ergonomiske korrekt på den måde.
Så hvis vi er nogle steder, hvor jeg gerne vil have at Arthur kan følge med i, hvad der sker forude, bær jeg ham på ryggen. Er ikke så svært som det lyder, men det kræver selvfølgelig lidt træning.

Vi vikler ikke nær så meget som vi har gjort, men jeg er SÅ glad for, at jeg har beholdt min fastvikle og vores ergonomiske bæresele – især nu når turen, inden længe, går til Gran Canaria, hvor vi ikke gider at slæbe barnevognen med. Så de næste par uger skal vi igen i skarp træning så vores rug- og BWCC- binding sidder lige i skabet.

Denne illustration er lånt fra slyngevejlederen.dk

 

Bindinger, forkortelser og guides

Der findes et hav af bindinger og en virkerlig god guide finder du bl.a. på Youtube. Jeg er helt vild med kanalen Wrapyouinlove – hun er den sejeste mor og hendes tutorials er super gode.

Hvis du gerne vil gang med at vikle, kan jeg stærkt anbefale dig at melde dig ind i en “viklegruppe” på Facebook… Jeg er med i et par stykker, men denne er virkelig god. Ligeledes findes der et hav af sider, hvor du kan købe brugte slynger, vikler og bæreseler. Det er især en fordel at fastvikler og ringslynger købes brugt.  Det kan nemlig være lidt en opgave, selv at gå viklerne til, så er du nybegynder ville jeg købe en brugt vikle. En strækvikle (til helt små børn) ville jeg købe fra ny. Så du er sikker på at stræk-materialet i viklen ikke er “træt og uelastisk”.

Jeg har købt flere brugte fastvikler i denne second hand gruppe.

I Facebook grupperne kan du også læse om de mange forskellige typer af vikler, slynger og bæreseler OG du kan få råd af andre viklemammas, hvilket for mig har været en kæmpe hjælp.

Det kan nemlig godt være lidt en jungle, det der med vikler! Og man kan hurtigt få en masse spørgsmål, som man har brugt for at finde svar på. Fx hvilken størrelse vikle passer til mig? Hvilken type bindinger kan jeg lave, med hvilken størrelse vikle? Hvilket materiale/blend skal min vikle være i? Hvad betyder de mange forkortelser i vikleverdenen? (Find en ordbog til vikleverdenen her) Hvorfor råber folk der vikler KAGE efter hinanden? (Jo den er god nok…der skal stå kage…) Og hvorfor koster nogle vikler en helt månedsløn?

 

LÆS OGSÅ: Opskrift på müslibarer & mælkebomben – til ammende

LÆS OGSÅ: Opskrift på hjemmelavede fignestænger

Hvad passer til mig?

Jeg har egentlig base i en størrelse 6, men har pt kun en strørrelse 5 tilbage. Mest fordi den er så forbandet lækker, at jeg ikke kan få mig selv til at skifte den ud med en størrelse 6.
Teis og jeg har, ud over en fastvikle (størrelse 5 – i hørblend), også en ergonomisk bæresele, som vi har brugt en del… er dog mest T, der har brugt den – fx når de slår græs sammen.
Men der er faktisk flere og flere fædre, der bliver bidt af at vikle… om ikke andet, er det i hvert fald, rart at have en bæredims til far også 😉

Tøjstørrelser vs viklestørrelser

Billedet er udviklet af Bærkærligt og lånt fra deres hjemmeside. Har du spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til os her eller måske du kan finde svar i mit Slyngemor indlæg fra tidligere 🙂

/N

 

 

Fastelavn er mit navn… 
Fastelavns-weekenden står for døren og på søndag, skal A selvfølgelig have et fastelavns-ris… også selvom han ikke får slik!
De fastelavnsris man kan købe i supermarkederne, synes jeg ser virkelig tarvelige ud og jeg har derfor lavet en lille DIY-video-guide til dig, hvor du kan se hvor nemt og hurtigt det er at lave et fastelavnsris selv.

Jeg har pyntet A’s fastelavnsris med silkepapir, legetøj, bøger, smoothie, fignestænger mv. men har du fx pap liggende kan du klippe små katte og hænge på. Har du større børn – eller er du ikke så hys omkring det med sukker, (det er speltmor her) kan du jo sagtens pynte det med slik eller lignede.

 

Alt du skal bruge er:

• Grene af en art – jeg brugte birkegrene fra haven
• Bånd – jeg brugte sejlgarn
• Pynt – fx katte af pap eller fine “vifler” af silkepapir”.
• Forkælelse – Hvis du som jeg ikke er vild med at give slik, så kan mindre legetøj, bøger, smoothies, fignestænger og lignede sagtens hænges på.
• Evt. celofán, hvis du vil pakke det ind til sidst.

 

God fornøjelse 🙂

/N

Konkurrence tid!

Så er det tid til at I skal forkæles med en konkurrence! Du kan nemlig blive den heldige vinder af de her mega fine tandbørster fra Foreo! Der er en til dig i lyseblå og en til dit barn i enten lyseblå eller lyserød – det er op til dig!

Tandbørsterne er helt nye på det danske marked og har en værdi af 2.095 kr.

Måske du allerede kender Foreo og deres populære rensebørster – de har i hvert fald været svære at undgå på det sidste, men jeg er også selv kæmpe fan af både dem og de nye tandbørster! ?

Sådan deltager du…

Du kan deltage 3 forskellige steder! Her på bloggen, på vores Instagram eller på vores Facebook side!

For at deltage i konkurrencen her på bloggen, skal du følge os via bloglovin… Og skrive en kommentar, hvor du skriver enten lyserød eller lyseblå, alt efter hvilken farve børne-tandbørste, du ønsker dig!

Du må gerne deltage via Instagram og Facebook også – så har du ekstra lodder i konkurrencen 🙂

Konkurrencen løber til den 6. marts, hvor efter vi trækker vinderen. Vinderen får direkte besked.

 

Mere om præmien

Det svenske beauty brand FOREO lancerede i 2004 den prisbelønnede ISSA silikonetandbørste og nu byder de 2 nye medlemmer af familien velkomne – nemlig ISSA Hybrid og ISSA mikro, som du kan vinde her.
Tandbørsterne er de første elektroniske tandbørster i silikone, på markedet og har en værdi af 2.095 kr.

Vi har tidligere fået lov at teste den – læs vores indlæg her.

Præmien kan ikke ombyttes til kontanter. Konkurrencen er ikke købsbetinget. Denne konkurrence er på ingen måde sponsoreret, godkendt eller forbundet med Instagram/Facebook. De oplysninger du giver, vil kun blive brugt til lodtrækning og henvendelse i forbindelse med udlevering af præmie.

/ Anne & Nicoline

 

Sweat suit / Colorista hårfarve / Læbestift / Neglelak / Børnestol by KlipKlap / Rayban solbriller / Puf / Rygsæk / Sneakers / Børnesko / Pink jumper / Rosa bluse med blondeærmer / Stol i velour / Sofa i velour / Puder

 

Farve-trend anno 2017
2017 bliver ikke kun året, hvor alt var Greenery. Også farver som pink og gul kommer til at være dominerende farver i både bolig-, beauty- og modebranchen.

Jeg er ofte lidt bange for de rosa og pink nuancer, da jeg ikke bryder mig om at se for “sød og tuttet” ud, så netop derfor tog jeg udfordringen op og fandt 15 versioner af pink – som jeg faktisk virkelig godt kan lide!

Foråret = pink
Måske du allerede har læst lidt om min overvejelser med vores soveværelse… T er stadig ikke overbevist om at Rosa er det nye, selvom et flertal af jer var til netop den farve… Åh det er svært!

Men nu glæder jeg mig, i hvert fald, til foråret, så man kan få lidt farve på den vintergrå hud og begynde at fylde garderoben med pinke og gule shades. Wow…

/N

 

 

 

 

 

 

 

Lets get personal! Nicoline har postet et par personlige indlæg på det sidste, blandt andet om sin fødsel og om at leve med kronisk sygdom. Det fik skubbet lidt til mig, for der er ét personligt indlæg der har ligget og ulmet i mine taste-fingre et stykke tid, men jeg har ikke rigtig turde skrive det. Det handler om bryster. Mine bryster. Mine bryster som jeg faktisk nu føler fortjener et indlæg, men det har jeg virkelig ikke synes før. Nogensinde.

Før jeg fik August var mine bryster altid i en tilstand af “halv vat halv pat” som jeg sagde mens jeg grinede, men jeg synes faktisk ikke det var særlig morsomt. De var små, lidt bananformede (men altså – mere et banan-skud end en banan, for de var jo virkelig små) og så var de virkelig brede. Bredden var den eneste del af mine bryster der passede til min bygning. Jeg er rimelig høj og har sådan ret brede skuldre og et stort hoved (det lyder virkelig ikke flot når man skriver det…) Men med H&Ms virkelig vatterede BH’er kunne jeg godt fake en B-skål, så det gjorde jeg…. dagligt.Jeg tænkt at måske en dag ville jeg gerne have et større sæt, men det var ikke en rigtig plan.

Da der kom mælk i brysterne var de faktisk meget fine. Ikke store, og ikke ligefrem flotte, men jeg var sådan rimelig tilfreds med dem, og glemte lidt at mentalforberede mig på hvad der ville ske med dem den dag mælken forsvandt. Jeg ammede i et halvt år, startede på arbejde igen og ammede lidt videre, men efter første arbejdstur med overnatning, kom mælken ikke tilbage. Og brysterne blev derefter væk. Helt væk. Tilbage var lidt hud og brystvorter.Økonomi og valg af operationssted
Jonas er ikke sådan tilhænger af kunstige bryster, og sagde de var fine dem jeg havde. Jeg tror bare virkelig ikke han synes økonomien i en opgradering var det værd, men jeg kunne da overtale ham til at tage med til en forundersøgelse hos Nygart. Jeg har engang været til et foredrag på et andet privathospital hvor kirurg Jesper Trillingsgaard dengang var ansat, og jeg kan huske at jeg tænkte at hvis jeg nogensinde skulle under kniven, så skulle det være ham der førte skalpellen. Vores æstetik virkede meget meget ens, og det vigtigste for mig var at få en kirurg der kunne forstå hvad JEG synes er flotte bryster. Jeg tror de fleste på de etablerede kirugiske klinikker kan svinge kniven, men at finde een der kan guide til det rigtige implantat tror jeg er sværere.

Til forundersøgelsen sad Jonas på en stol og var vidne til at Jesper, mens han undersøgte mit bryst, ligesom løftede op i brystvorten med pege og tommelfinger, og “brystet” fulgte slapt med. Det var det sørgeligste syn NOGENSINDE, og da vi sad i bilen sagde han at hvis jeg gerne ville have dem fixet så var det ok med ham, men at han virkelig ikke var overbevist om størrelsen som Jesper og jeg var kommet frem til. 475 mL lyder selvfølgelig også ret voldsomt…

Ingen at sammenligne med
Kan i huske at jeg ovenfor skrev jeg har brede bryster? Da de blev målt blev det tydeligt at jeg har endda meget brede bryster, og kombineret med mit ønske om et anatomisk implantat, intet brystvæv selv, og et jeg gerne ville have lidt store, men ikke kæmpe bryster, og bryster der sagtens kunne være nogle jeg var født med, så var det altså det kirugen anbefalede.

Det var UMULIGT at finde før og efter billeder af nogle med anatomiske implantater i den størrelse og som var på min højde. Det virkede som om at alle der ville have så store bryster også skulle bede om runde, højtsiddende babser, og ingen havde min kropstørrelse.  Jeg måtte derfor huske at jeg havde valgt Jesper fordi jeg stolede på hans æstetik, og for pokker hvor er jeg glad for at jeg fulgte hans råd. De måtte ikke have været en milliliter mindre, og passer perfekt til resten af min krop.

Nu lyder det som om det var en let beslutning – det var det ikke helt, og jeg havde en del overvejelser så som: kan jeg amme hvis jeg vil have et barn mere, hvad hvis man får kapseldannelse, hvad hvis de bliver mega grimme og alt for store. Det meste kan man finde mange historier om rundt om på nettet, men den eneste jeg ikke kunne afveje risikoen for og som jeg måske stadig tænker over er:

Kommer folk til at opfatte mig som en dulle? Og det tror jeg faktisk nogen folk gør. Men måske de så også gjorde det før jeg fik lavet babser? Jeg har langt lyst hår, arbejder med “noget med kosmetik”, har altid lange røde negle og går i højhælede sko til hverdag. De store silikonebryster fuldender nok dulle-billedet, men jeg klarede det også meget fint før. Haha. Jeg husker mig selv på at jeg forhåbentlig kan være med til at mane nogle fordomme i jorden, og at jeg det er vigtigere at være kvik end at se klog ud. Jeg ville bare ønske jeg havde haft babserne da jeg gik på DTU 🙂

Nåh ja, jeg sagde jo i overskriften at det skulle handle om hvorfor jeg fik lavet brysterne- den eneste grund var at jeg gerne ville have flottere og større bryster. Jeg synes det lykkedes, men her er før og efter billeder, så du kan se om du er enig:

 

Jeg er SÅ glad for mine nye bryster
Jeg er selv mega tilfreds og synes de passer godt i størrelsen, på trods af at jeg stadig synes er 475 mL er et voldsomt tal at slynge ud hvis nogen spørger “hvor meget der er i.”

Rent praktisk gik det over al forventning. Jeg helede relativt hurtigt og med kun få og forventelige smerter. Det sværeste var ikke at måtte bære August i tiden efter. Jeg fik dem lavet da han var lige over et år, og fordi han har været hurtig med alt andet, troede jeg han ville begynde at gå tidligt også, og det derfor ikke ville være et problem. Jeg tog fejl, og måtte trække virkelig meget på Jonas til at løfte August (og alt andet) i den første tid, men det var faktisk mit største problem, så må siges at være nemt sluppet.

Jonas bliver ved med at insistere på at han også godt kunne lide de gamle, men brokker sig bestemt ikke over dem – kun regningen 🙂 og jeg er glad. Jeg havde ikke dårlig selvtillid eller selvværd før, men det er bestemt rart ikke længere at have noget jeg er ked af hængende; lige der på forsiden 😉

Kh A

Nej et tandbørste indlæg er måske ikke det mest sindsoprivende, du er stødt på i dag… Men, hvis du, som jeg har et barn, der græder, skriger og gør alt for at undgå at få børstet tænder, så læs med her.

Vi har nemlig virkelig haft vores kampe over tandbørstningen!
Vi har ellers meget tidligt i hans liv, ladet ham tygge i små gummitandbørster, almindelige børnetandbørster osv. Har aldrig været et problem at få ham til det, men så snart vi forsøgte at  vi føre tandbørsten flippede han ud. HELT ud!

Vi har virkelig haft nogle mindre sjove scener her hjemme, og lidt for ofte har vi måtte opgive projektet for husfredens skyld. Det gør det jo heller ikke lige frem nemmere dagen efter, hvis man dagen forinden har tvunget tandbørsten, ind i hoved på det stakkels barn 🙁

Introduktion til ny type tandbørste
Jeg var derfor også ret skeptisk, da vi fik muligheden for at teste denne nye og super fine børnetandbørste fra Foreo.
Den hedder ISSA mikro og er en elektronisk silikone tandbørste, til små børn.
Jeg er i forvejen KÆMPE fan af Foreo’s produkter og ville for alt i verden ikke undvære mine egne Foreo ansigtsbørster. For ja jeg har flere 😉
…Startede ud med en Luna Play, men blev så vild med den, at jeg måtte eje den store Luna 2 også!
Den indgår både i min aften og min morgenrutine, og jeg er overbevist om at den er med til at forbedre min ellers ret hormonpåvirkede hud markant.

Vi er ret imponerede
Heldigvis er Arthur nu også fan af Foreo. Han er dog ikke til første og mest vibrerende niveau, men hvis man trykker to gange bliver vibrationerne knapt så voldsomme. Der går hurtigt lidt leg i det, men jeg tænker at det er en proces og så længe vi i det mindste kan lege det ind, frem for at tinge ham… så er vi godt på vej. Hvis man ikke bruger den konsekvent er man nemlig ret hurtig afsløret… for den søde lille tandbørste har selvfølgelig et lille ansigt som enten smiler eller ser lidt misfornøjet ud hvis man ikke har været helt så grundig, som man kunne ønske sig. 😉

Foreo ISSA Mikro findes i 5 forskellige farver og er 100% vandtæt, så du kan sagtens lade junior drukne den i håndvasken. 😉
Den oplades med et USB stik og 1 times opladning holder i ca 8 måneder, så du behøver ikke bekymre dig, hvis du glemmer at tage opladeren med på ferie. (Jeg har brugt min Foreo ansigtsbørste flittigt i 6 måneder uden at genoplade den endnu – er ret imponeret!)

Hvis jeg skal komme med et MEN
Mit eneste men i forbindelse med denne tandbørste, er at jeg har været i tvivl om, hvor vidt, jeg synes, at den var grundig nok.
Jeg har prøvet den lidt på mine egne tænder, og synes ikke at jeg får helt den samme “rene” følelse bagefter, dom jeg gør med en almindelig tandbørste.

Jeg har derfor spurgt Arthurs tandlæge, og hun mener bestemt at den er lige så grundig. Hun så den desværre ikke live, da vi glemte at tage den med, men hun mente at nu blødere nu bedre og hvis man kunne få børn til at bruge elektriske tandbørster var det win-win.

Tandbørsten her er markant bløderende, end end en almindelig tandbørste OG så er den elektronisk. Sådan en fancy tandbørste har hans mor ikke engang… So it’s a keeper 😉

Den er vist ikke at finde, andre steder end på foreo.com lige nu, men inden længe skulle den komme i Matas.

VIND Foreo tandbørstesæt
Lige nu kan du her på bloggen, på vores Facebook og på Instagram, vinde et lækkert tandbørste-sæt med denne Foreo ISSA mikro og en Foreo ISSA til dig selv.

/N

---

Nu bliver det igen lidt personligt for mig, jeg er nemlig kronisk syg og har efterhånden været det en del år. Jeg er desværre ikke kun, den “ulykkelige ejer” af én kronisk tilstand men faktisk to. De er begge autoimmune, hvilket vil sige at det er mit eget immunsystem, der “tager fejl” og angriber et eller flere organer. Hvordan dette sker og hvorfor, ved man kun ganske lidt om.

Min første kroniske sygdom fik jeg allerede konstateret da jeg var 16 år. Jeg gik i 1.g på gymnasiet og havde travlt med kæreste, venner og skolegang. Jeg har altid haft tendens til blå mærker, men min nye interesse for fitness, fik de blå mærker til at eksplodere.

Jeg tænkte ikke videre over det, før min daværende kærestes bror og svigerinde, som begge er læger, påpegede at de synes jeg skulle tage til lægen og få taget blodprøver hurtigst muligt. Dagen efter fik jeg taget prøver om morgenen, men blev derfra bedt om at køre direkte til sygehuset for at blive tjekket yderligere. Her fandt de ud af at jeg led af en ret sjælden blødersygdom forkortet ITP. Det minder nok mest om den klassiske blødersygdom, som mange kender. Her mangler man blodplader i blodet, som gør at blodet kan størkne – det samme gælder for mig. Men forskellen hos mig er at jeg, i modsætning til “almindelige” blødere, producerer blodplader, men at de mangler fordi at mit immunsystem tror at blodpladerne bør nedkæmpes og derfor selv nedbryder dem.

Jeg er den dag i dag, (heldigvis!) ikke specielt påvirket af sygdommen, men mine teenage-år bar præg af de mange hospitalsbesøg, evige blodprøver og voldsom medicinsk behandling. Hvis du har pårørende eller måske selv lider af ITP er du velkommen til at stille alle de spørgsmål du måtte have. Hvis du ikke har lyst til at kommentere direkte her på indlægget, så er du også mere end velkommen til at skrive til os på mommyblogdk@gmail.com

Nu til min næste og nyeste kroniske “tilstand”, for det var egentlig slet ikke ITP jeg ville snakke om. Jeg har nemlig inden for de sidste 6 måneder fundet ud af, at jeg desværre har fået endnu en kronisk og autoimmun sydom til min samling. Nemlig lavt stofskifte! Eller også kaldet myxødem, hypothyreose eller hypothyreoidisme. Måske du så at DR i tirsdags sendte en udsendelse om stofskifte-sygsomme? De satte fokus på den massive uenighed om hvordan man bør behandle sygdommen, der er imellem eksperter og læger på området. Derudover medvirker der bl.a. en kvinde, som virkelig beskriver netop de symptomer som jeg oplever.

Nu hvor DR har bragt stofskiftesygdom på banen, vil jeg gerne kaste lys på hvordan jeg lever med en stofskifte sygdom.

Det startede faktisk med at både Teis og jeg var til 1 års undersøgelse med Arthur. Jeg var som altid frygtelig træt og kunne ikke huske fra næse til mund, så det var ekstremt rart for mig, at Teis ville med.
Jeg havde, på daværende tidspunkt, overhoved ikke tænkt på at min konstante træthed, vilde hårtab og elendige hukommelse, kunne være forsaget af andet end 12 måneder hjemme med baby. De første 4 måneder var trods alt et rent kolik-helvede og vi stod på daværende tidspunk med et barn med tilbagevendende mellemørebetændelse – så tænkte egentlig at min træthed og crazy ammehjerne var ret normal.

Men til min store overraskelse spurgte Teis vores læge om det mon var muligt, at jeg kunne få taget en blodprøve. Jeg får normalt taget en del blodprøver løbende pga. sygdommen ITP, men det var ikke det han mente. Han fortalte, at han synes at jeg var unaturligt træt og at han var bange for at jeg manglede vitaminer eller lignede. Jeg var mega forbavset, men protesterede ikke da han jo egentlig havde ret.

Allerede dagen efter blev jeg ringet op af lægen, der fortalte at jeg havde for lavt stofskifte. Meget for lavt faktisk – så hvis jeg havde mulighed for at køre på apoteket, ville det være godt, så jeg kunne blive medicineret hurtigst muligt. Hun påpegede dog at jeg nok havde fået for lavt stofskifte i forbindelse med graviditeten, så jeg havde gået med det længe og jeg skulle ikke være bekymret. Hun fortalte at massere af mennesker lever med sygdommen og har et helt normalt liv.

Da jeg lagde på var jeg lidt i chok…
Jeg synes ligesom at jeg havde nok sygsom inde på livet og magtede ikke at forholde mig og sætte mig ind i endnu en af slagsen. Som en lille sidebemærkning skal det nemlig siges at også Teis har en kronisk lidelse (jep – vi er sgu et godt match på flere måder 😉 haha…)

Min mor kom og tog sig lidt af Arthur, så jeg kunne ræse på apoteket og få præparatet, eller nærmere hormonet Eltroxin, som lægen havde udskrevet. (Hvis du har set DR’s udsendelse, så er det standard behandlingen!)

Da jeg kom hjem, tog jeg mig tid til at tømme internettet for de grundlæggende elementer i sygdommen – dens symptomer og hvad det muligvis kunne føre med sig.
Jeg er lidt en bio-nørd så jeg begyndte selvfølgelig at nørde, men basalt set, vil lavt stofskifte sige at skjoldbruskkirtlen ikke kan danne tilstrækkelige mængder stofskiftehormoner, som er vigtige for energiomsætningen og en lang række andre væsentlige funktioner i kroppen.

1) Dragt med prikker 2) Dragt med blomster 3) Sæt med bjørn 4) Knæstrømper 5) Sæt med Ugle 6) Dragt med skyer 7) Body med pile 8) Quiltet dragt 9) Sæt med katte

Foråret står ikke lige frem for døren, men man har jo lov at glæde sig 😉 Det kan jo også sagtens tage en månedstid at få varer hjem fra Ebay – så jeg synes godt at man, mend god samvittighed, kan begynde at bestille lidt sommertøj.
Så her får I endnu en omgang lækre Ebay fund til ungerne <3 (…hvem der bare var mor til en pige) 😉

Nicoline.

Præcis i dag er det halvanden år siden at jeg fødte Arthur.
Ja ja – det er en mega kliché, men hold nu kæft hvor tiden flyver når man får børn!
Jeg synes, at jeg vil udnytte dagen til at fortælle lidt mere om den 14. august 2015 – dagen hvor Arthur blev født.
…Ej rolig nu! Vi skal ikke ud i en detaljeret fødselsberetning og  snakke om fjerkræssakse og 4 døgn lange fødsler.
Det jeg har på hjertet er en del mere light. Jeg har nemlig gået og tænkt (tro det eller ej!).

…Hvad er det i virkeligheden, der går folk til at få børn?
Som kvinde ved man, på forhånd, at chancen for, at man under en fødsel kommer til at rive håret af sig selv i smertehelvede, er STOR. Vi ved at vores kroppe bliver trætte, slappe og mindre skønne, efter sådan en babyomgang og vi VED at vi med stor sandsynlighed, ikke får en brøkdel af den søvn, fritid, frihed og alenetid som vi er vant til.
Er det en eller anden biologisk mekanisme, der gør at man alligevel bliver ?klar?? Eller er det en samfundsnorm, om at man SKAL have børn og at det er det eneste rigtige?!

Nå, men for mig startede det i korte træk  sådan her…
Da jeg blev gravid besluttede jeg mig ret hurtigt for at skulle gå til Mindful Moving Fødselsforberedelse. Det var på alle måder en fantastisk tid, hvor jeg mødte de sødeste damer, som jeg stadig ser i dag.
Jeg var på ingen måde bange, så var bestemt ikke derfor jeg valgte Mindful Moving, som normalt henvender sig til kvinder med fødselsangst. – Jeg manglede bare et værktøj til at give slip og lade min krop arbejde.

Jeg er af natur den sygeste kontrolfreak, (med tryk på freak!) og jeg havde et kæmpe behov for at føle mig godt forberedt. Generelt fik jeg rigtig meget ud af de mange torsdag aftener, med andre tykke trunter. Kan virkelig anbefales!

Jeg havde termin den 15 august. Den 13. var jeg til mit sidste jordmodertjek og alt var fint. Jeg besluttede mig for at tage op og træne, og tilbragte derefter dagen sammen med mine forældre, da Teis var i Nordsjælland og først kom sent hjem samme aften.

I løbet af dagen besluttede min far og jeg at tage en tur i vores lille sejljolle. Vi havde en super hyggelig tur, i fantastisk vejr, men som dagen skrev frem blev der mere og mere rumsteren i den store mave. Jeg nævnte ikke noget overfor mine forældre, men tog hjem til min lille hund omkring kl. 17.

Da jeg kom hjem, gik jeg tur med hunden og lagde mig så på sofaen. Det jeg troede var plukveer blev tiltagende, men overvejede slet ikke at det kunne være NU.

Smerterne mindede allermest om ret kraftige menstruationssmerter og jeg satte mig ud i vores badekar og trak vejret dybt – præcis som jeg havde lært ville afhjælpe plukveer. Selv der strejfede tanken mig ikke at jeg var i fødsel.

Teis var i mellemtiden kommet hjem og hjalp mig alt hvad han kunne. Tror ikke engang at han var klar over at det var NU.

Jeg havde ondt ja, men når man under graviditeten, hører andres vilde fødselshistorier, så havde jeg det til sammenligning FINT!

Vi ventede i hvert fald til kl. 3 om natten med at ringe til mine forældre (så de kunne hente hunden) og til hospitalet og varsle vores ankomst. Da mine forældre kom, var der max. 3 min mellem veerne og især min mor var ret ængstelig for, at vi skulle afsted med det samme. Jeg havde hørt så mange historier om fødsler, der gik i stå når man ankom til hospitalet og om par, der blev sendt hjem igen, så jeg havde bestemt ikke travlt.

Timerne på hospitalet
Da vi ankom til hospitalet var jeg 6 cm. åben og alt var fint – vi blev IKKE sendt hjem.
Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville føde uden medicinsk smertelindring og det gik også helt fint – selvom jeg blankt indrømmer, at det gjorde for sindssyg ondt!
Som Teis så flot beskriver det, så dansede jeg en vild og voldsom afrikansk dans og var helt i min egen verden.
Det er nok det sindssygeset jeg nogensinde har prøvet. Forestiller mig, at det lidt den samme rus man kommer i, hvis man kommer rigtig slemt til skade. For selvom det gør vanvittigt ondt så, kan man faktisk ikke mærke hele smerten (Er jeg meget taknemmelig for ? for det var rigeligt).

Jeg havde egentlig også ønsker at føde i vand, men det kunne desværre ikke lade sig gøre da jeg skulle have antibiotika i drop under fødselen.

Om morgen var vi stadig i gang ? jeg begyndte at blive mere og mere udkørt, og tror at både sygehuset og Teis ville ønske, at jeg havde fået smertestillende. 😉 På daværende tidspunkt var det dog for sent, og i mit raseri endte jeg med at smide Teis ud af fødestuen og ødelægge hospitalssengen.
Jeg havde verdens bedste jordmoder, der blev under HELE fødslen og var den bedste støtte. Hun var seriøst som en mor for mig under hele forløbet, på trods af at vi var nogenlunde jævnaldrene.
Da vi endelig nåede pressefasen var jeg både lettet og frustreret. Jeg kunne næsten ikke mere, men havde hørt at fra nu ville det blive meget nemmere at arbejde med.

Min søde jordmoder, sagde at inden længe var jeg blevet mor og at det værste var overstået. Desværre tog hun fejl.
Arthur satte sig fast og hans hjertelyd forsvandt. Teis og jeg gik i panik og der kom læger og sygeplejesker myldrende alle steder fra. Det var en lang og sej kamp og efter et par lange timer (og en trussel om en tur med saksen) kom Arthur ud med en faket presse-ve og et voldsomt tag fra jordmoderens side. …her vil jeg spare jer fra detaljerne. 😉

Arthur blev født 11:59 den 14. august! En stor fin dreng, der dog var lidt medtaget af de sidste timers kamp.

Det krævede efterfølgende et par sting … selvfølgelig af en ung smuk jordmoderstuderende, som T kunne sidde og savle over, mens jeg lå der helt smadret på briksen, klam og udkørt. 😉 Heldigvis skreg Arthur så højt i mens at jeg håber at han blev helt distraheret, haha…

Til gengæld kan jeg garantere dig at du INTET mærker til hverken bristninger eller at blive syet bagefter. Ved godt det lyder vildt, men det gør man virkelig ikke.

Hvis jeg kunne gøre det om
Det eneste jeg ville gøre om i dag, var at sørge for at Teis var endnu bedre forberedt. (Kontrolfreak!)
Jeg har også tænkt meget over, om jeg egentlig fortryder, ikke at have haft min mor med. På den ene side var det super at kunne dele oplevelsen med Teis, (han havde ikke fået en chance af mig, hvis min mor havde været der) men på den anden side ville jeg gerne havde delt oplevelsen med hende også.

…Og nå ja, hvad var det nu der fik mig til at gennemgå alt det her, som jeg på forhånd vidste ikke ville blive det sjoveste døgn i mit liv?
Hvis jeg havde vidst, hvor ekstremt det ville være, havde jeg så været dum nok til at sige; “Øh nej tak – det der med børn er vist ikke lige mig!” – Tror jeg virkelig at jeg havde! For anede jo ikke hvilken stor oplevelse det også er (Kliché I know!) – Men det er dét jo!

Forstå mig ret. For mig er Arthur hele meningen med livet, og jeg ville for alt i verden ikke undvære ham.
Hvis veninder, der ikke har børn spørger mig hvordan det er, plejer jeg at svare, at det er lidt som at have et livsnødvigtigt organ uden for kroppen. Hvis jeg mister dét dør jeg, og det er helt instinktivt for mig at vogte det med mit liv.

Faktisk er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hvis han (Gud forbyde det!!!!) ikke længere var på denne jord. Så skulle jeg ville jeg ikke tøve med at følge med ham.
MEN før jeg fik ham havde jeg jo INGEN anelse om, hvor stort det er at blive forældre. Hvad var det, der alligevel, fik mig til at tænke, at det blev helt fantastisk? Hvad var det, der fik mig til at glæde mig så utroligt meget? Hormoner måske?!
Men igen Arthur var planlagt, så jeg har jo ønsket ham før jeg blev gravid. Hmmm? Det er sgu da lidt noget mærkeligt noget!

?N

Læs Annes fødsels-historie.