Når mor kommer hjem er far lige gået..

Vores hjem burde have en svingdør i disse dage, og det blev meget tydeligt da vi forleden rent faktisk mødte hinanden i lufthavnen, da jeg landede fra Stockholm og Jonas fly til Krakow var forsinket. Den dag var endda anden gang på den måned at vores rejser overlappede så Jonas afleverer og jeg henter; og alt i mens August er i vuggeren, er vi i hvert vores land. Og det er altså en lidt underlig fornemmelse.

Logistikken når det ikke ligefrem er 9 to 5

Vi rejser begge meget for arbejdet, men indtil for nyligt har det lykkes os at koordinere ikke at rejse samtidig eller med overlap. Det kræver lidt planlægning at få det til at glide, og vi forsøger så vidt muligt at holde den anden “skadesfri” ved at den der rejser arrangerer afhentningshjælp, så det ikke bliver den ikke-rejsende parts arbejdsgiver der bøder for den anden virksomheds rejseaktivitet. (Shit en voksen sætning) Selvom vi er MEGET priviligerede med pasningsmuligheder er det ikke altid at det kan lade sig gøre og så satser vi på at det udligner sig, og at det går fint at komme sent og gå tidligt et par dage, da ingen af os vist ligefrem skylder arbejdet nogle timer.

Den sorteste sorte samvittighed

Overskiften er måske lidt overkill – SÅ dårligt har jeg det tydeligvis heller ikke, for overvejer ikke ændre i mit arbejdsliv, men nu hvor overskrifterne var gået i temaet kvindekampssange, så kunne jeg ikke styre min trang til at fortsætte, så bær over med dramatikken:)

August opdager jo ikke at vi ikke er i landet mens han er i vuggeren, og omend han elsker at have en forælder på hver side, så tror jeg heller ikke han lider under at vi ikke altid er hjemme samtidigt, men min egen fornemmelse af at være så langt væk begge to i løbet af dagen er virkelig mærkelig (vi har selvfølgelig bedsteforældre der kan hente skulle han blive ringet hjem i disse tilfælde). Min ambivalens med det blev forleden understreget da pædagogen i vuggeren – med et smil- siger noget i stil med “Det er ikke meget i er hjemme hele familien hva?'” da jeg i en snak om lige at være kommet hjem, fortæller at det nu er J der er ude at rejse. Det eneste jeg kunne finde på at svare var et kækt “nej, det er heldigt for så kan vi ikke blive uvenner”, og det svar hjalp måske ikke på indtrykket af os som forældre:)

Gode råd? Jeg har ikke et eneste…

Jeg tænkte egentlig at jeg ville gøre dette indlæg relevant ved at tilføje gode råd til andre forældre der rejser meget, men jeg har faktisk ikke rigtig nogen. Andet end: hvis du er endt her fordi du skal ud og rejse med arbejdet for første gang uden dit barn – så skal det hele nok gå. Og nyd din uforstyrrede tid på fly og hoteller i stedet for at lade den dårlige samvittighed nage. Så kommer du også hjem i overskudagtig tilstand, og det kan være rart hvis det er dér far tager afsted:)

Hvis overskifterne også fik dig i humør til kvindesange (i skrivende stunde ser jeg August ryste ble-numse til Trille), så har jeg fundet dem til dig her:

https://www.youtube.com/watch?v=C5uXFcdkDM0