Slå-om-kjoler fra Ebay

Tanker om barn nummer 2 og den sorg man pålægger sin førstefødte

Jeg har været inde på det før, selvom det er et ret tabubelagt emne. Jeg føler mig ikke klar til at være mor til 2 og tænker en del over den stores reaktion… men også min egen! Forhåbentlig er det kunne kun en sorg jeg pålægger ham, men på sigt også en glæde. Her kan du læse lidt om mine tanker om barn nummer 2.

Føler mig på ingen måde klar til at være mor til 2

Jep – lad os få tabuet på bordet med det samme! Nej jeg er ikke klar! SLET ikke faktisk og tror jeg heller ikke at jeg bliver.

Det handler ikke om at vi mangler noget til baby for det gør vi ikke. Det handler om at jeg personligt ikke er klar til at være mor til 2.
… Ikke så heldigt, når det bliver en realitet inden ret længe – det ved jeg godt, men det er nu engang sådan jeg har det.

 

For at være helt lavpraktisk omkring det med barn nummer 2, så synes ærlig talt at tanken om 2 små børn er mega angst provokerende og jeg er udmærket klar over, at flere af jer sikkert har 2 eller flere børn og junglerer dem med en hånd bundet på ryggen.
… Jeg er bare ikke lige der, hvor jeg kan se det for mig!

 

Når det går etik i det at få børn

Det lyder måske MEGA forkælet at have det sådan, især i en verden hvor vanvittigt mange kæmper for at få børn.
Vores vej til Arthur var heller ikke helt nem. Ikke fordi han var svær at lave, men fordi at det hurtigt bliver et etisk spørgsmål, at få børn, når begge forældre er kronisk syge.

Det har været vanvittigt svært for os at nå dertil, hvor vi var klar til at tage chancen på trods af det faktum at Teis’ sygdom CMT er dominant arvelig.

Jeg har grædt MANGE tårer i frygt for at sætte børn i verden, der måske i sidste ende kommer til at leve et liv de ikke har lyst til at leve. Forhåbentlig bliver det aldrig sådan, men jeg kommer desværre nogle gange til at se virkelig negativt på det.

Det faktum at jeg har taget valget for dem, betyder at jeg med sikkerhed får den sorteste samvittighed, hvis en af drengene en dag bliver syge med CMT eller måske en autoimmun sygdom jeg jeg selv.
Der skal selvfølgelig et slemt tilfælde til for at man ligefrem tænker at det er synd at de kom til, men igen … man ved bare aldrig med sådan noget lorte sygdom.

 

LÆS OGSÅ: Dreng eller pige? Vi har været til kønsscanning 

LÆS OGSÅ: Derfor ville jeg aldrig vælge sutter af naturgummi

LÆS OGSÅ: Graviditetstøj, ventetøj … ja tøj til tykke maver

 

Dårlig samvittighed over for min førstefødte

Jeg håber og tror selvfølgelig på at A vil knuselske hans bror og at de på sigt vil få det tætteste bånd. Jeg drømmer om et stærkt broderskab og om, at jeg som mor, formår at skabe god grobund for en livslang relation imellem de her 2 drenge.

Alligevel er der en masse tanker, der plager mig! Det handler nok især om min frygt for de første par år og om min egen evne til at være der lige meget for begge børn.

For hvordan skal jeg overhoved finde tid til at være sammen med A, når vi også har lillebror? Kan man elske 2 børn som jeg elsker A? Hvordan skal det logistisk gå op med 2 børn, 2 fuldtidsarbejder, et ønske om at træne et par gange om ugen og måske se nogle venner indimellem?

Fatter simpelthen ikke hvordan I andre gør det og magter på ingen måde at varetage opgaven lige nu.

I virkeligheden er jeg nok lidt nervøs for at lillebror kan komme til at “ødelægge” vores liv!

… Nej det er virkelig ikke særlig pænt skrevet, men det fylder alligevel en del hos mig og vil prøve at være så ærlig som muligt.

Mange mener jo at lige meget hvad man gør som forældre så pålægger man den store en sorg, som skal bearbejdes. Det knuser seriøst mit hjerte at det skal ske for min A. I sidste ende vil han jo forhåbentlig elske hans bror, men vejen derhen og alt det han skal igennem synes jeg lyder vanvittigt hårdt for sådan et lille barn. Læste fx dette og fik lidt koldsved: Når den store må vige pladsen for baby. Er jo sikkert nogle super gode råd, men shit det er meget de skal tage på sig de små storesøskende.

Derudover er det igen sygdommen der spøger. Lad os nu sige at lillebror ender med at blive syg af CMT – så skal A leve et liv med en syg lillebror, der kræver alt vores opmærksomhed. Har jeg så gjort A en kæmpe bjørnetjeneste ved at gøre ham til storebror og vil han hade mig for mit valg resten af livet.

 

Ego-mors bekendelser

I virkeligheden handler det jo om at vores liv, om få uger blive vendt totalt på hoved og lige så meget som jeg frygter A’s reaktion, frygter jeg også min egen.

A er på ingen måde noget mønsterbarn. Vi har selvfølgelig også haft vores udfordringer med ham, men han er virkelig blevet nemmere end jeg nogensinde havde drømt om og  jeg kan virkelig godt lide det liv vi har lige nu.

Måske netop derfor kommer egoisten op i mig. Hende der egentlig ikke drømmer om de helt store forandringer – alt er jo godt som det er. Og hende der er virkelig glad for at sove igennem om natten igen og nyder at have overskud til at tale med sin mand om aftenen!

 

Jeg kan kun ønske, håbe og tro på at der sker noget, der minder om et mirakel, når ham der lillebror kommer til verden og alt så alligevel går op i en højere enhed. For forhåbentlig er alt det her bare bange anelser og frygt fra en hormonpåvirket kvindekrop, der skriger i afmagt og frygt for ikke at kunne klare opgaven! 😉

 

God weekend og tak fordi du læste med!

/N

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Slå-om-kjoler fra Ebay