#mommyblogger bygger – del 1

Her får I dét! Det man ellers altid skal scrolle sig igennem flere indlæg for. De upolerede  (læs grimme) før-billeder af vores hus. (Og ja, her også en del baggrundshistorie og reel udenomssnak).
Jeg skriver det nu, før min hukommelse er sløret og er blevet helt lyserød, fordi den nye baby (okay ja, som her er et hus) – ligger og er lækker, og man glemmer hvordan det var at presse den ud.

 

Fra 70’er hus til funkis-villa

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har blogget så meget om vores førstesalsprojekt før egentlig. For der er meget projekt allerede før man  begynder at bygge noget. Før man endda tegner noget. Men jeg kan se i søgninger, at der faktisk er ret mange der gider læse om emnet. Faktisk tror jeg, at jeg er bange for at jinxe noget med mit drømmehus, hvis jeg skriver om alle de fede ting der skal ske, og det så af en eller anden grund går i vasken. For inden vi købte dét her hus, så havde vi faktisk skrevet under på et andet, vist billeder af det til alle vi kendte  og indrettet det mentalt, og så gik det i vasken. Det gjorde ondt. Meget faktisk. Lige indtil vi kiggede 20 meter ned af vejen og så mulighederne i den hér lille trækasse vi i dag kalder for vores hus, og som ligger på hvad der for os er de dejligste knap 1000 kvm i hele verden.

Og så er det sådan med byggeprojekter, at ingen rent faktisk interesserer sig en skid for det der foregår før man begynder og bygge, og i 2 år, har jeg svaret på det samme spørgsmål. “Hvornår skal i i gang?”.

Tingen er bare at vi var i gang. I gang med at holde møde med arkitekter. At have landmålere rendende. At have nogle til at lave jordbundsprøver. At være i banken. At støde på forhindringer. At gå kold og være uvenner, allerede før “vi var i gang” i andres øjne.  Jeg har været ved at tude over det spørgsmål nogle gange, og har lovet mig selv altid at spørge folk der skal lave noget med deres hus eller have “hvor er i henne af i processen” – eller lade være med at sprøge hvis det faktisk kun er reelt byggeri der interesserer mig, for det er også helt cool.

Men: Nu er det meget tæt på at første bræt rives af hytten, og derfor tør jeg nu  starte med at skrive om udgangspunktet:

Huset så sådan her ud da vi overtog det. Eller….

Det så sådan ud på ejendomsmæglerfotos og i solskin. I virkeligheden var det oktober og alting var meget mere shabby end chic. Da vi købte det var vi på vej på ferie, der lå et bud fra nogle andre, og vi kunne ikke nå endnu en fremvisning inden vi skulle afsted. Vi havde set det en måned før, hvor vi ikke var interesserede, fordi vi egentlig ikke ville bygge om. Men vi ringede til ejendomsmægleren og hørte om vi lige måtte smutte forbi og se grunden igen.

Vi behøvede ikke at komme ind. Faktisk var det lidt en sandhed med modifikationer at vi ville se grunden, for vi ville egentlig op på taget og se udsigten, så op med Jonas (jeg turde ikke) og da han fortalt at man kunne se langs vandet og helt til Roskilde, så var beslutningen ligesom taget. 

Vejen er lukket og  lille, det er kun os der bor her der kører på den, og naboerne er også vilde med rosé eller kold øl over hækken (havde vi vidst det havde vi budt endnu mere). Vores hus er det ultimativt mindste på vejen som vist roligt kan kaldes lidt et sølvbryllupskvarter, men alle er skønne, og vores naboer er faktisk de yngste hér, og de cooleste man kunne ønske sig.

Da vi havde boet her i et par år, fandt vi ud af at vores hus blandt nogle på vejen kaldes dukkehuset, og selvom vi kommer til at tage noget af fjordkigget fra nogle har alle taget det i stiveste arme og haft fuld forståelse for at vi virkelig mangler plads, når 2 x voksen, en ret stor tumling og en mini gravhund hver aften flytter sig ind og sover sammen i husets eneste værelse, som faktisk har dispensation til at være så lille som det er.
Vi har også sørget for tidligt og personligt at melde planerne ud til de der berøres af byggeriet, og sørge for at de ting vi kunne ændre for at genere mindst muligt, det har vi selvfølgelig ændret.

Haven havde fået lov at gro i nogle år, der var en halvnedlagt fiskedam, og på badeværelset var der en bue jeg var seriøst uvenner med:Vi fik skåret buen væk og skiftet jalousi-lågerne, malede huset sort og flyttede hoveddøren, og så måtte vi ligesom styre vores trang til at optimere, for vi vidste jo at der var et større projekt forude.

Haven vil underholde os til vores dages ende, men vi nægter at være “dem der kommer og fælder alting” så vi tager lidt af gangen, for ikke at få hevet en perle op af jorden uden at have set den i blomst. Indtil videre har vi dog dræbt trailerlæs efter trailerlæs af efeu, og det overrasker os med sit nærvær, hver gang vi nå til et nyt hjørne af haven. Men dét viser vi ingen nåde.

 

Så langt så godt!

Det helt store efeu-afpilningsshow startede da jeg var gravid. De ældre damer på vejen sørgede for at komme tilfældigt forbi og checke at jeg passede godt på mig selv, mens jeg oksede i forhaven i tyk tilstand, men jeg håbede virkelig at det kunne sætte gang i noget. Jeg var over tid, og jeg var en stor, vred efeu-dræbermaskine! 

Jeg var hævet, og vandfyldt og over tid, og at flå ting op af jorden med vold passede perfekt til mit temperament (bemærk venligst at jeg havde iført mig de eneste sko jeg stadig kunne komme i)

Min mere sexede halvdel hjalp selvfølgelig også (læs – lavede nærmest alt, dirigeret af tyk kone der “vil være færdig inden baby kommer” ) og jeg kan se at han allerede havde tillagt sig et meget far-agtigt look:

Det eneste jeg ved med sikkerhed ALDRIG rives op, og som jeg har sikret mig med entreprenøren ikke kommer til skade i byggeprocessen, er disse. De blomstrer 2 gange, og hvis nogen ikke ved hvad “dukkehuset” er, så kan jeg altid sige at vi bor i huset med de lyserøde roser, og SÅ ved i hvert fald damerne godt hvilket der tales om. De er fantastiske, og jeg elsker den tidligere ejer for dem.

Vores nuværende hus bliver uigenkendeligt udefra (bortset fra roserne), men indvendigt ændres der ikke SÅ meget på det eksisterende.  Økonomien skal i første omgang ikke presses til kanten med en totalrenovering af hvad der bliver stueetagen,  så hernede (i det der er hele huset nu,) der skiftes alle vinduer til de der passer med det nye hus’ udtryk, og der kommer en trappe i entreen, men ellers bliver opgraderingen af dét næste kapitel i vores liv, når byggeriet er færdigt og vi har nydt det i en god tid.

I disse dage står den på en masse kedelige bank-beslutninger, forsikringsting der skal være styr på inden byggeriet går i gang, og en hel del trappedesign. Jeg glæder mig til at dele noget mere sexet på bloggen, men her ligger i hvert fald nu før-billederne fra vores rejse fra sommerhus med 70’er tilbygning  i træhus-stil, til funkiskasse i skifer og helt uden en eneste bue.

Send al jeres gode byggekarma min vej, please!

Kh A