Derfor går A ikke i institution

Arthur går hverken i vuggestue eller dagpleje – og det er helt med vilje! Dermed ikke sagt at det ikke er det bedste for dit barn, men det er jeg overbevist om at det ikke var for vores.

Hvis vi havde haft økonomiske frirum til det, havde vi højst sandsynligt valgt at jeg skulle gå hjemme længere end de 14 måneder jeg var hjemme på barsel, men heldigvis var der en anden virkelig god løsning for vores familie.

Arthur er nemlig hos hans farmor og farfar, mens vi er på job. Nu tænker du måske – det lyder som en rigtig dårlig løsning. …Drengen får ingen kontakt med andre børn, bliver ikke socialiseret, udvikles ikke optimalt eller måske gør de det bare for at spare penge.
Men svaret er NEJ! Jeg kan selvfølgelig ikke forudse om Arthur havde været anderledes, hvis han i dag gik i vuggestue, men jeg tror nu engang at dette er den allerbedste løsning for vores dreng. OG nej, det har intet med økonomi at gøre overhoved – jeg ville med glæde betale til en institution, hvis jeg mente at det var den bedste løsning.

Arthur var egentlig skrevet op til vuggestue helt fra fødslen og det var vores plan fra start, at vi skulle have 18 måneders barsel, så han først var omkring halvandet når han skulle starte i institution. Jeg har altid følt et kæmpe behov for at tilbringe tid med ham og nød virkelig vores barselstid. Derfor sugede jeg glædeligt alle google resultater for hvornår børn har brug for samvær med andre børn. Det er nemlig bevist at helt små børn ikke har et behov for at være sammen med jævnaldrene – de har brug for voksenkontakt. Dermed ikke sagt at der sker noget ved at de er sammen med andre børn – det gør der bestemt ikke, men det er ikke et behov de har før omkring 2 års alderen.

Undervejs i barselsforløbet blev vi usikre på om en dagplejemor var bedre for Arthur. Han er ikke en barn der løber lige i armene på fremmede og han har det bedst i små selskaber med folk han kender. Derfor tænkte vi at en roligere hverdag hos en dagplejemor, måske var bedre end vuggestuen. Vi var rundt og besøge en masse og til sidst søgte vi rådgivning hos min svigermor. Hun er den vildeste børneguru, (jeg mener det sgu!) og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan vi skulle have overlevet af blive forældre uden hendes hjælp.
Min svigermor var på daværende tidspunkt, netop gået på pension, efter en menneskealder som pædagog i netop vuggestuer.

Da vi spurgte ind til hvad hun synes, var hendes eneste svar at hun virkelig håbede at hun kunne få lov til at passe ham i stedet…. Øhhh – Det kom virkelig bag på mig og jeg havde faktisk ikke noget svar. Umiddelbart lød det som verdens bedste ide, men hvad ville det have af konsekvenser og hvordan gør man lige, når ens svigermor bliver ens “dagplejemor”?!

Teis og jeg talte længe om fordele og ulemper, og måtte erkende at det virkelig havde potentiale for at blive en ultimative løsning. Vi har bevidst bosat og tæt på begge hold bedsteforældre, fordi vi oprigtigt ønsker at se dem ofte og at de skal være en stor del af Arthurs liv. Vi ville gerne at Arthur ikke skulle starte i institution før han var minimum 18 måneder OG vi ønskede ikke at vi skulle gå på kompromis med nogle af vores ønsker pga. omstændigheder som job mv.

I dag er Arthur 17 måneder – han har været hos farmor og farfar i 4 måneder – og det er det bedste valg vi overhoved kunne have taget!

Vi slipper for de helt store farvel-scener, lukketider og sygdomsepidemier. Vi har verdens sødeste og gladeste dreng, der knuselsker begge hold bedsteforældre til op over skyerne og jeg priser mig virkelig lykkelig for at vi er så heldige at have fået mulighed for at få vores søn passer af bedsteforældre.

MEN han skal selvfølgelig ikke være der voldsomt længe endnu… desværre!
Selvom vi ofte besøger eller har besøg af folk med jævnaldrene børn, vil han inden for et halvt årstid få behov for at lege og spejle sig i andre børn…. og så må vi afsted mod vuggestuen! Det bliver med blandede følelser, men mon ikke at han tager det med oprejst pande – bliver nok anden historie for hans mor 😉

/N