Ebay Fund: Nyt til garderoben

Blødning i graviditeten

Det her indlæg er aller mest relevant for dig, der er røget hertil fordi du sidder i situationen lige nu: du er gravid og du bløder. Men det er også relevant for dig, der ikke er gravid. Enten så du kan huske det, hvis du bliver det en gang, eller måske fordi du kan fortælle historien videre til een, der en dag sidder og er bange.

 

Bedre sent end aldrig

Det her indlæg har taget mig 2 år og ca. 7 måneder at samle mod til at skrive, på trods af at jeg lovede mig selv at skrive det, lang tid før jeg overhovedet havde en blog. Som du kan forstå er det vigtigt- og relevant for flere.

Historien handler om at bløde i graviditeten og om hvordan den graviditet jeg blødte i, blev til dejligste August der lige er blevet to år.

Jeg var gravid. Jeg var glad. Jeg var også meget nervøs for at miste fosteret (det er mange gravide, og vi har alle vores grunde, min grund kan måske blive til et andet indlæg en gang). Men det gik godt.

 

Død og pine – når den er helt gal i trussen!

Vi ville intet fortælle før uge 12, så ingen vidste endnu at jeg var gravid. Jeg havde det fint, og min hverdag var helt normal. Derfor var jeg, på en onsdag aften midt i januar, i Jylland for at besøge kunder. Jeg sidder på et ret trist hotel i Vejle (altså små 3 timer hjemmefra)  med udsigt over en tankstationsparkeringsplads. Har haft tre møder, og har tre møder i kalenderen dagen efter. Jeg har købt take-away som jeg spiser på hoteller mens jeg arbejder og hører musik, og alt er helt normalt, indtil jeg lige pludselig føler at noget er galt i trussen.

Går på toilettet hvor jeg nu sidder og stirrer ned i helt blodig trusse dernede om anklerne, og jeg kan huske at hotellet havde linoleumsgulv som der kom blod på fordi trusserne hvilede på det. (Det er en detalje i overkanten, men relevant for de der sidder i situationen og vil vide om deres blødning er for voldsom til at kunne være uskyldig).
Det er aften og jeg er i Vejle. Jeg vidste at Jonas ville blive mere ked end mig, så jeg ville ikke bekymre ham for tidligt. Kunne ikke finde ud af hvem jeg skulle ringe til – min vagtlæge? Direkte til Vejle sygehus? 112 (for mig var det jo en alvorlig og akut situation).

Af uvisse årsager ringede jeg 1813. Selv derhjemme hørte jeg ikke til 1813, men den  det var meget omtalt der, og det må have være derfor jeg fandt det nummer frem i min krise-ramte hjerne. De vejledte mig pænt til at ringe til vagtlægen i Vejle, der fortalte mig at det var sandsynligt at jeg var ved at arbortere, men at det var så tidligt i graviditeten at der ikke var noget at gøre og det bedste var at lægge sig og slappe af.

Held og lykke med at slappe af når du bløder ret meget som gravid…. Jeg googlede og fandt ærlig talt ikke særlig mange succeshistorier og det er grunden til at jeg synes det her indlæg er vigtigt. Du skal vide at man KAN bløde meget i graviditeten, uden at det betyder at man aborterer.

Jeg afholdt mine møder dagen efter. Med et bind på og i virkelig dårligt humør. Fredag da jeg var hjemme forbarmede min læge sig og panik-ringede rundt til nogle scannings-kompetente gynækologer, og én kunne tage mig ind med det samme så jeg kunne få afklaring inden weekenden.

 

Tjek mig nu for helvede !!!

Afsted til Roskilde til Gynækologen (i en farlig fart, for tiden var 30 minutter efter min tid hos lægen) Og jeg græd. Virkelig dårlig trafiksikkerhedskombi!  I venteværelset og i det lille rum beklædt med mørkt træ hvor jeg skulle tage mine benklæder af varjeg hele tiden på grådens rand, men prøvede alligevel at smile til gynakolog og sygeplejerske. Var dog indeni helt sikker på at de aldrig ville finde et hjerteslag. Det gjorde de sig super hurtigt, og jeg husker ikke at have været SÅ lettet før.

Gynækologen sagde at “det sker altså ind i mellem”, og ønskede mig god weekend.

Jeg forlod klinikken på skumgummiben og smilede til hele Roskilde, og hver gang jeg har haft A med i Roskilde har jeg takket alle de højere magter jeg kan komme i tanke om.

-A

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Ebay Fund: Nyt til garderoben