Hurrraaaa.... jeg vandt!

Fra forstad til provins

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det her er den primære grund til at vi købte hus i provinsen…Billedet er faktisk taget mens jeg lå på sofaen og bandede varmen langt væk. Var højgravid- gået over en uge over tid – og endte med at gå i fødsel nogle timer senere.

 

For snart 3 år siden købte vi vores elskede hus i Jyllinge. Det lå på INGEN måder i kortene at vi skulle ende her, men hvis du overvejer at flytte lidt længere ud, eller leder du efter drømmehuset, men er træt af kun at have råd til 70’er villaer med energimærke Z, så læs med her.

Da vi så småt begyndte at lede efter hus gik vi glad fra banken med en lånegodkendelse vi tænkte var rigtig fin. Vi  sad hjemme og cirklede os ind på områder vi gerne ville bo i, og da Jonas er opvokset i Charlottenlund og jeg selv i Birkerød var det disse og de omkringliggende kommuner vi havde i kikkerten.

Når vi tastede beløb og minimumskrav ind på boliga kom der egentlig rigtig mange fine huse frem og hver søndag var vi ude og kigge på disse. Hver gang havde vi nærmest indrettet dem i hovedet i løbet af ugen, og hver søndag fik vi en ny lille skuffelse. Ét hus havde så mange bænkebidere på gulvet at det knasede når man gik (og ejendomsmægler påstod at sælger boede der?), et andet havde knaldfarlige elinstallationer i hele hytten på trods af en pletfri el-rapport (eller hvad det nu hedder) og et tredje var badet i lys fra store byggemarkedsskilte hver aften. De fleste huse vi fandt brugte også hvad end vi måtte have af rådighedsbeløb tilbage efter at have købt huset på opvarmning -ofte med oliefyr. Vi var nedslåede, men fortsatte jagten og nedjusterede vores krav og forventninger gang på gang, og var endda ved at købe noget lige ved motorvejen fordi vi var desperate..

Fra Charlottenlund til Jyllinge

Min chef bor i Jyllinge, og talte altid herre godt om byen, og jeg må med skam indrømme at jeg altid svarede at Jyllinge lød som et sted fyldt med plejehjem og folk der ikke kunne foretage sig andet end at se Vild med dans… (Har måttet æde mine ord MANGE gange siden) Jeg havde i øvrigt aldrig været i byen, så i kan nok regne ud at jeg har været rigtig klg på emnet:)

En dag var vi så ude og sejle med leverandører, og jeg så fra vandsiden et skrånende område med huse på og udbrød at nårh ja – hvis man nu havde råd til et hus der, så kunen jeg da godt bo i Jyllinge. Det viste sig jo at vandudsigt er til at betale i provinsen sammenlignet med nordsjælland, og lang historie kort: Vi endte med at byde over udbudsprisen på et ombygget sommer-træ-hus der var alt for småt, i øvrigt ved at tage et foto af en underskrevet kontrakt og sende via mms’er fra vores roadtrip i østeuropa (der var ikke lige hverken wifi-eller scanner), for vi skulle bare bo lige hér.

Byen krøb under huden

Jeg blev hurtigt gravid (der er nemlig én anden ting, ud over at se vild med dans, man kan lave på landet..), og med August ankomst blev jeg endnu gladere for at bo på landet. Vores naboer, og endda andre folk på vejen kom med lykønskninger og gaver til bassen da vi kom hjem med ham, og jeg kom i verdens bedste mødregruppe. Når man er flyttet 45 minutters kørsel væk fra veninderne er det guld værd at få nogle nye lokale. Bestemt ikke som erstatning, kører gerne 45 minutter for at se mine!. I mødregruppen var også Nics – og det er jo true love, og jeg ville selvfølgelig flytte på landet 100 gange kun for hende 🙂

Det gode ved landet er også at hvis man synes her mangler noget, så er der efter min erfaring rummelighed og opbakning til at man bare kan lave det. Vi synedes at der manglede et loppemarked, og i år afholdt vi Jyllinge loppemarked for anden gang, Nicoline og jeg var ved at bande det væk mange gange under forberedelserne, men når alle kommer og takker for en god dag er det hele glemt.

Og så er det faktisk også ok sjovt at fylde bilen med Nicolines spelt-mor-snacks og hænge flyers op i hele byen…

Foskellen fra forstaden Herude er det lidt nemmere og lidt billigere at være “nostalgisk forbruger.” Vi køber tit kød på Dyssegården der ligger lige om hjørnet, og hvor vi til juletid støder på  venner der kommer langsvejs fra for at fælde juletræ og familie-hygge, og der er flere andre gårdbutikker lige omkring os der står for kartofler, kål, jordbær, ærter mm.

Hvad vi savner? Butikker! især om søndagen! Herude skal man køre til Frederikssund eller Roskilde for at få søndagsåbnet, og det skal man altså lige vænne sig til (det tager små 20 minutter til begge steder). Vores eget center har Netto, Fakta, Kvickly og Lidl, men derudover står den på en guldsmed, apotek, Matas, cykelhandler, slikbutik og pizzaria for resten. Det er ok, men ville være rart at kunne købe plaster og selvbruner om søndagen også. Det kørte jeg 20 minutter her vej for at få i søndags. Men hvis du ikke har akutte selvbrunerbehov som jeg, så vil det måske irritere dig mindre:)

Og barnet? August elsker uden tvivl haven, legepladser, dyrene i nærområdet og bålpladsen, men det behøvede vi jo ikke flytte herud for. Han nyder at være  på stranden der jo hører til grundejerforeningen, og jeg er vild med at der er et mega bredt udvalg af gode institutioner, og at Augusts vuggestue kun består af to stuer med 12 børn på hver. Udvalget af sport er fabelagtigt, og der er sejler-lejer, tennis camp og alt muligt jeg tænker vi kommer til at sætte mega pris på når han bliver større.

Det her skal ikke være en reklame for lige vores by, men blot et indlæg til dig der overvejer at rykke lidt længere ud end først antaget – det kan nemlig varmt anbefales!

Kh A

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Hurrraaaa.... jeg vandt!