Om krops-idealer

Er det forkert at stræbe efter en smukkere krop, efter en fødsel?
Det der med kvinde-kroppen er et lidt følsomt emne – især når det gælder efterfødsels- eller mor-kroppen.
Vi bliver bombarderet med smukke klassiske skønheder, fitness modeller, men ikke mindst et opråb om at elske efterfødselskroppen, embrace vores strækmærker og de de resterende forandringer der er sket med vores (nu) morkroppe… og der er jeg altså ikke helt med på bøjlen.

Elsker ikke det jeg ser i spejlet
Jeg er helt enig i, at vi alle bør være taknemmelige for der vores krop, har gjort for os – men behøver vi virkelig at elske vores strækmærker og efterfødselsmaver, så skide højt?
Super fedt for jer/dem der gør – det synes jeg er mega sejt, men jeg kan simpelthen ikke stå foran spejlet og sige til mig selv, at jeg er fin sådan her, uden at småørle over mig selv, fordi jeg forsøger at bilde mig selv ind, at jeg er okay med hvad jeg ser – for det er jeg virkelig ikke.

Jeg har kæmpe respekt for dem, der kan se det smukke i deres strækmærker og finde glæden i at mindes deres graviditet, når de ser dem… det kan jeg ikke! Jeg er ikke super plaget af strækmærker, men de små strækmærker jeg fik under navlet irritere mig ekstremt. Derfor gør jeg også noget aktivt for at komme af med dem.

Jeg ville også gerne råbe fuck det og bare være stolt af, at jeg har “bagt” en lækker unge, men sådan fungere det åbenbart ikke for mig – så I må leve med at se mig en del i fitness endnu. 😉

For selvfølgelig ændre kroppen sig efter en graviditet – ville være naïvt at tro, at man bare vender tilbage til sin gamle krop med et trylle-slag, men jeg synes altså ikke at det er så forbandet forkert, ikke “bare” at være tilfreds, med det man bliver efterladt med, efter en fødsel. Jeg vil tage mig den frihed at arbejde for at se anderledes ud og ikke acceptere min nye efterfødselskrop.

Jeg er som sådan ikke utilfreds med min krop.
Den er og har altid været stærk! Jeg arbejder hårdt for at få den tilbage i form og det handler, hverken om vaskebræt eller tynde lår. Det handler om, at jeg savner min styrke, mit overskud og min træningsgejst!

Jeg elsker på nuværende tidspunkt ikke mit spejlbillede og det gør jeg ikke af den simple grund, at jeg ved at det (efter min smag) kan blive bedre.

Mit ideal er ikke at blive super slank, for det tror jeg ikke vil klæde mig krop, mit mål er at forblive mit bredhoftede-jeg, men med endnu mere styrke, minde blæver, mere energi og et gladere sind.

 

Se lige alle der her forskellige kvinder!
Tilfælles har de i hvert fald, at de efter min mening, alle er død smukke.
De illustrere meget godt de mange forskellige idealer, som jeg tror, vi alle ser som enten for store for små eller lige til pas. Enten lever man med et af idealerne (og elsker eller hader det) og måske stræber man efter et af de andre idealer.

Jeg ved ikke med dig, men jeg tror på, at hvis man vil så kan man – også selvom man måske, som jeg, er udfordret med kronisk sygdom osv.
Jeg VIL og jeg skal gøre mig aller ypperste for få en ny morkrop, der både er stærk og sund – og hvor jeg kan blive mere eller mindre tilfreds 😉

Lige så mange idealer som der er kvinder
Kropstyper er vel en smagssag, og ikke noget man bliver påduttet i medierne? Selvfølgelig har medierne modeller også en indvirkning på idealet, men heldigvis synes jeg at branchen bevæger sig i den rigtige retning!

Jeg er vild med plus-size modeller, men nogle gange tænker jeg at de bliver så Plus, (nu får jeg sikkert nogle på nakken) at det er lige så usundt som at være super super tynd!?

Heldigvis er det jo 100% en smagssag og jeg håber at der er lige så mange meninger om den smukke krop, som der er kvinder.

Stræben efter idealer
Ja jeg stræber efter et ideal. Jeg stræber efter et ideal, som jeg har inde i hoved og det har jeg altid gjort!

Anne og jeg træner sammen et par gange om ugen, og det er lidt sjovt som man har forskellige idealer.
Vi har langt hen ad vejen samme æstetik, men vores kroppe er bygget helt forskelligt og jeg tror, at jeg med alderen, er blevet bevidst om at det jo desværre er fysisk umuligt, at træne mig til lige så lange smukke ben som Anne… Og det har jeg accepteret! 😉

Jeg er blevet langt bedre til, at arbejde med det udgangspunkt jeg har i MIN krop og ikke stræbe efter noget urealistisk, men det betyder bestemt ikke at jeg stopper med at stræbe efter et ideal – det er bare blevet mere realistisk og det handler ikke længere så meget om skønhed, men om velvære!

Bliver man aldrig tilfreds?
Ved i virkeligheden ikke, hvor sundt det er aldrig at blive tilfreds!?
Jeg vil nok altid stræbe, efter noget mere, men på den anden side, så er det ønsket om en stærkere, sundere og mere energisk krop, der får mig til at lette røven fra sofaen og tage i fitness.

Og nej jeg kan ikke beskylde andre for ikke at booste min selvtillid!

Jeg er heldigvis godt gift og han roser mig altid til skyerne, når jeg brokker mig over de irriterende ekstra kilo eller mine, efter min mening, alt for flommede arme og ben.
Jeg træner og forsøger at kommer tættere på idealer for MIN skyld og ikke for nogle andres.

Skal 2017 også være det år hvor du kommer tilbage i en stærkere og sundere krop? Jeg håber at det her indlæg kan få mig til at holde gejsten og mit løfte til mig selv om at 2017 er året hvor jeg skal genfinde min styrke.

/N