Ammebrik – ven eller fjende?

Ammebesættelsen Da jeg var gravid var jeg ret besat af amning. Jeg VILLE have det til at fungere, og læste side op og side ned, samtidigt med jeg ikke ville læse for meget om det for jeg var bange for at hvis jeg nu gik for meget op i det, at det også kunne “jinxe” det 🙂

 

Realiteterne rammer Min fødsel endte i et akut kejsersnit og da jeg havde været i narkose og der var nogle komplikationer efterfølgende gik der også lidt ekstra tid før jeg kom ned til August og fik startet den vigtige hud mod hud.
Det var altså ikke den perfekte start, men der var en virkelig sød og erfaren sygeplejerske der kom ind til mig på stuen da alt var faldet lidt til ro, og spurgte mig om jeg gerne ville amme og at hun var det for at hjælpe.
Jeg var lykkelig for al hjælp på det tidspunkt, for jeg lå med en August der ligesom bare hang ud på babsen og anede ikke lige hvordan jeg skulle få han til at anse det som andet end end hyggelig nussepude.

 

Babsemaseren med ammebrikken Den søde søde sygeplejerske masede lidt med babserne og lærte mig at mase så meget så muligt bryst ind i munden på A, men som du kan se i indlægget om mine overvejelse om min brystforstørrelse, så var det ikke fordi han ligefrem blev kvalt med de små babser jeg var udstyret med.
Med de små bryster fulgte små brysvorter, og hun sagde at for lige at hjælpe ham med at få fat, så kunne jeg lige få en ammebrik.
Det lød meget harmløst og selvom jeg havde et par alarmklokker der ringede fra al min ammelæsning, så ringede de meget lavt i forhold til at få lidt amning op at køre. Jeg fik dem på og straks fik A rigtig fat om brystet, og det føltes rigtigt.
Vi ammede løs og det var all good!

 

Rengøringsbesvær og amme-light følelsen Efter ammeseancen kom det dog til rengøringen af sådan en bandit, og allerede da jeg første gang stod i fødegangens køkken og skrubbede den med salt og skoldede den, kunne jeg fornemme at jeg nok skulle blive godt træt af den og rengøringen, og jeg sendte straks Jonas afsted på apotektet efter flere så jeg i det mindste ikke skulle gøre een ren hele tiden, men ligesom kunne gøre det lidt mere effektivt.
De første par uger var det ok – Jonas var hjemme til at gøre dem rent for mig, og så længe A tager på så er jeg glad. Vi starter i mødregruppe og til efterfødselstræning og andre arrangementer man skal ud af døren til, og jeg begynder at småirriteres over at skulle huske ammebrikker, og hele tiden rode efter den lille æske i tasken.
Det var jo lige det jeg synes var så smart med amning, man havde altid maden med, uden at skulle pakke og skolde flasker, så det føltes ærlig talt lidt som om jeg ikke fik den fulde pakke.

 

Den værste af medaljens bagsider Der gik et par måneder, og da andre i mødregruppe ig omgangskreds begyndte at amme færre gange om dagen blev August ved med at have brug for mælk ” hele tiden”.
Jeg vendte det med sundhedsplejersken der sagde at det kunne være at han fik mindre ud på grund af brikken, og det gav så meget mening for mig, og jeg ville bare AF med den brik, og jeg kunne slet ikke holde ud at A skulle bruge alt sin tid på at ligge og suge i de silikonetutter der, uden at få nok mælk ud af det.

Jeg ville faktisk også gerne kunne spise kage med to arme i mødregruppen:)
Aller værst var den følelse jeg havde af at ammebrikken lavede en barriere mellem os og imod at vi kunne få mest muligt hud mod hud. Jeg kan ikke forklare det, og det er nok ikke rationelt, men billederne her illustrerer jo meget godt at der er meget mindre kontakt mellem bryst og barn fordi brikken dækker så meget:

Endelig fri Sunhedsplejersken tippede at jeg kunne forsøge at starte hver amning uden brikken, men inden han blev træt og frustreret at sætte den på igen, så vi ikke fik nogle dårlige oplevelser.
De første mange gange fattede han overhovedet ikke hvad han skulle bruge den lille brystvorte til og lå faktisk og vrængede lidt af den (det var ikke fedt for morens selvtillid). Med tiden virkede metoden dog, og en dag var vi pludselig fri. Det var ikke helt gridningsfrit.
De ømme brystvorter med små sår som vi slap for i begyndelsen kom i dette forløb, men de var bestemt til at klare, når man kendte til alle minusserne ved ammebrikken.

Særligt rart var det ikke at skulle famle på natbordet efter efter ammebrikken til natamningerne, og nogen gange at skulle tænde lys og lede efter dem, og hvordan de bare sugede alt klamt til sig så snart de var ude af hylsteret, men at A faktisk næsten selv kunne finde babsen (vi sov sammen) og natamning ikke længere var et projekt jeg skulle stå op til, men blot en lille men hyggelig natteuro.

Aller rarest var det også ikke at panisk skulle lede efter eventuelle forvildede ammebrikker der lå rundt omrkring med lidt mælkerest i, hver gang der kom gæster:)

Har du brugt ammebrik og hvordan var din oplevelse med det?

 

Kh A