Hedder dine babysittere også Tom og Per?

En fødselshistorie…

grapefruitPræcis i dag er det halvanden år siden at jeg fødte Arthur.
Ja ja – det er en mega kliché, men hold nu kæft hvor tiden flyver når man får børn!
Jeg synes, at jeg vil udnytte dagen til at fortælle lidt mere om den 14. august 2015 – dagen hvor Arthur blev født.
…Ej rolig nu! Vi skal ikke ud i en detaljeret fødselsberetning og  snakke om fjerkræssakse og 4 døgn lange fødsler.
Det jeg har på hjertet er en del mere light. Jeg har nemlig gået og tænkt (tro det eller ej!).

…Hvad er det i virkeligheden, der går folk til at få børn?
Som kvinde ved man, på forhånd, at chancen for, at man under en fødsel kommer til at rive håret af sig selv i smertehelvede, er STOR. Vi ved at vores kroppe bliver trætte, slappe og mindre skønne, efter sådan en babyomgang og vi VED at vi med stor sandsynlighed, ikke får en brøkdel af den søvn, fritid, frihed og alenetid som vi er vant til.
Er det en eller anden biologisk mekanisme, der gør at man alligevel bliver ?klar?? Eller er det en samfundsnorm, om at man SKAL have børn og at det er det eneste rigtige?!

Nå, men for mig startede det i korte træk  sådan her…
Da jeg blev gravid besluttede jeg mig ret hurtigt for at skulle gå til Mindful Moving Fødselsforberedelse. Det var på alle måder en fantastisk tid, hvor jeg mødte de sødeste damer, som jeg stadig ser i dag.
Jeg var på ingen måde bange, så var bestemt ikke derfor jeg valgte Mindful Moving, som normalt henvender sig til kvinder med fødselsangst. – Jeg manglede bare et værktøj til at give slip og lade min krop arbejde.

Jeg er af natur den sygeste kontrolfreak, (med tryk på freak!) og jeg havde et kæmpe behov for at føle mig godt forberedt. Generelt fik jeg rigtig meget ud af de mange torsdag aftener, med andre tykke trunter. Kan virkelig anbefales!

Jeg havde termin den 15 august. Den 13. var jeg til mit sidste jordmodertjek og alt var fint. Jeg besluttede mig for at tage op og træne, og tilbragte derefter dagen sammen med mine forældre, da Teis var i Nordsjælland og først kom sent hjem samme aften.

I løbet af dagen besluttede min far og jeg at tage en tur i vores lille sejljolle. Vi havde en super hyggelig tur, i fantastisk vejr, men som dagen skrev frem blev der mere og mere rumsteren i den store mave. Jeg nævnte ikke noget overfor mine forældre, men tog hjem til min lille hund omkring kl. 17.

Da jeg kom hjem, gik jeg tur med hunden og lagde mig så på sofaen. Det jeg troede var plukveer blev tiltagende, men overvejede slet ikke at det kunne være NU.

Smerterne mindede allermest om ret kraftige menstruationssmerter og jeg satte mig ud i vores badekar og trak vejret dybt – præcis som jeg havde lært ville afhjælpe plukveer. Selv der strejfede tanken mig ikke at jeg var i fødsel.

Teis var i mellemtiden kommet hjem og hjalp mig alt hvad han kunne. Tror ikke engang at han var klar over at det var NU.

Jeg havde ondt ja, men når man under graviditeten, hører andres vilde fødselshistorier, så havde jeg det til sammenligning FINT!

Vi ventede i hvert fald til kl. 3 om natten med at ringe til mine forældre (så de kunne hente hunden) og til hospitalet og varsle vores ankomst. Da mine forældre kom, var der max. 3 min mellem veerne og især min mor var ret ængstelig for, at vi skulle afsted med det samme. Jeg havde hørt så mange historier om fødsler, der gik i stå når man ankom til hospitalet og om par, der blev sendt hjem igen, så jeg havde bestemt ikke travlt.

Timerne på hospitalet
Da vi ankom til hospitalet var jeg 6 cm. åben og alt var fint – vi blev IKKE sendt hjem.
Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville føde uden medicinsk smertelindring og det gik også helt fint – selvom jeg blankt indrømmer, at det gjorde for sindssyg ondt!
Som Teis så flot beskriver det, så dansede jeg en vild og voldsom afrikansk dans og var helt i min egen verden.
Det er nok det sindssygeset jeg nogensinde har prøvet. Forestiller mig, at det lidt den samme rus man kommer i, hvis man kommer rigtig slemt til skade. For selvom det gør vanvittigt ondt så, kan man faktisk ikke mærke hele smerten (Er jeg meget taknemmelig for ? for det var rigeligt).

Jeg havde egentlig også ønsker at føde i vand, men det kunne desværre ikke lade sig gøre da jeg skulle have antibiotika i drop under fødselen.

Om morgen var vi stadig i gang ? jeg begyndte at blive mere og mere udkørt, og tror at både sygehuset og Teis ville ønske, at jeg havde fået smertestillende. 😉 På daværende tidspunkt var det dog for sent, og i mit raseri endte jeg med at smide Teis ud af fødestuen og ødelægge hospitalssengen.
Jeg havde verdens bedste jordmoder, der blev under HELE fødslen og var den bedste støtte. Hun var seriøst som en mor for mig under hele forløbet, på trods af at vi var nogenlunde jævnaldrene.
Da vi endelig nåede pressefasen var jeg både lettet og frustreret. Jeg kunne næsten ikke mere, men havde hørt at fra nu ville det blive meget nemmere at arbejde med.

Min søde jordmoder, sagde at inden længe var jeg blevet mor og at det værste var overstået. Desværre tog hun fejl.
Arthur satte sig fast og hans hjertelyd forsvandt. Teis og jeg gik i panik og der kom læger og sygeplejesker myldrende alle steder fra. Det var en lang og sej kamp og efter et par lange timer (og en trussel om en tur med saksen) kom Arthur ud med en faket presse-ve og et voldsomt tag fra jordmoderens side. …her vil jeg spare jer fra detaljerne. 😉

Arthur blev født 11:59 den 14. august! En stor fin dreng, der dog var lidt medtaget af de sidste timers kamp.

Det krævede efterfølgende et par sting … selvfølgelig af en ung smuk jordmoderstuderende, som T kunne sidde og savle over, mens jeg lå der helt smadret på briksen, klam og udkørt. 😉 Heldigvis skreg Arthur så højt i mens at jeg håber at han blev helt distraheret, haha…

Til gengæld kan jeg garantere dig at du INTET mærker til hverken bristninger eller at blive syet bagefter. Ved godt det lyder vildt, men det gør man virkelig ikke.

fødselsberetning_billed2Hvis jeg kunne gøre det om
Det eneste jeg ville gøre om i dag, var at sørge for at Teis var endnu bedre forberedt. (Kontrolfreak!)
Jeg har også tænkt meget over, om jeg egentlig fortryder, ikke at have haft min mor med. På den ene side var det super at kunne dele oplevelsen med Teis, (han havde ikke fået en chance af mig, hvis min mor havde været der) men på den anden side ville jeg gerne havde delt oplevelsen med hende også.

…Og nå ja, hvad var det nu der fik mig til at gennemgå alt det her, som jeg på forhånd vidste ikke ville blive det sjoveste døgn i mit liv?
Hvis jeg havde vidst, hvor ekstremt det ville være, havde jeg så været dum nok til at sige; “Øh nej tak – det der med børn er vist ikke lige mig!” – Tror jeg virkelig at jeg havde! For anede jo ikke hvilken stor oplevelse det også er (Kliché I know!) – Men det er dét jo!

Forstå mig ret. For mig er Arthur hele meningen med livet, og jeg ville for alt i verden ikke undvære ham.
Hvis veninder, der ikke har børn spørger mig hvordan det er, plejer jeg at svare, at det er lidt som at have et livsnødvigtigt organ uden for kroppen. Hvis jeg mister dét dør jeg, og det er helt instinktivt for mig at vogte det med mit liv.

Faktisk er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hvis han (Gud forbyde det!!!!) ikke længere var på denne jord. Så skulle jeg ville jeg ikke tøve med at følge med ham.
MEN før jeg fik ham havde jeg jo INGEN anelse om, hvor stort det er at blive forældre. Hvad var det, der alligevel, fik mig til at tænke, at det blev helt fantastisk? Hvad var det, der fik mig til at glæde mig så utroligt meget? Hormoner måske?!
Men igen Arthur var planlagt, så jeg har jo ønsket ham før jeg blev gravid. Hmmm? Det er sgu da lidt noget mærkeligt noget!

?N

Læs Annes fødsels-historie. 

Ingen kommentarer til En fødselshistorie…

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Hedder dine babysittere også Tom og Per?