Hvis jeg skal føde flere børn vil jeg gerne være tilstede, tak!

Forleden dag fortalte Nicoline om sin fødsel af Arthur – jeg har fået den fuldt detaljerede version, og at sige jeg er misundelig på hendes fødsel ville være en stor stor løgn. Men der er én ting jeg misunder mødre der har født deres babyer ud af det dertil indrettede hul.
Jeg har nemlig ikke nogle billeder af eller minder om en fedtet baby på min mave, for der gik flere timer fra han var ude af min mave til jeg var vågen fra narkose og stabil nok til at måtte komme ned på børneafdelingen, hvor han var indlagt.

Om akut kejsersnit
Det var bestemt ikke meningen at August skulle ud ved kejsersnit, og jeg må indrømme at jeg faktisk lidt havde lukket af til fødselsforberedelsesforedrag, når snakken kom ind på akut kejsersnit, for min mor fødte nemt, så det havde jeg også planer om.

Min krop havde desværre ikke fået det memo…Måske havde jeg endda, når jeg skal være helt ærlig, haft fordomme om folk, der vælger kejsersnit eller ligger og råber på kejsersnit under fødslen, så måske min egen fødsel bare er en passende straf for at have tænkt sådan.

Det her skal ikke være en lang lidelseshistorie, om hvad der ledte til det ganske akutte kejsersnit, jeg håber egentlig bare at jeg ved at dele min historie kan skyde nogle fordomme om kejsersnit, i alle former, (som jeg jo selv havde) ned.

Her startede det
Hvad der sker fra om aftenen den 14. August, og er en helt normal fødsels-start kan gøres kort.
Jeg var klam, klynkende og lattergasfyldt, men alt var helt normalt. Ud på morgentimerne begyndte jordemoderen at fortælle mig at jeg skulle ligge på siden, når jeg havde veer og kommanderede at jeg ikke måtte suge i lattergassen, for babyens hjertelyd dykkede altså.
Fuck hvor jeg må indrømme at det der med at være klar til at gøre HVAD SOM HELST for sin baby – den følelse var ikke forankret i mig endnu. Jeg gjorde som der blev sagt, men indrømmet, det var fordi jordemodren kommanderede det, ikke fordi mine instinkter fortalte mig jeg skulle passe på ham.

Jeg skreg på en epiduralblokade. Og jeg råbte at “de” havde lovet mig at man havde pause mellem veerne… Efter Jonas havde gennemlæst og samtykket på det afskrækkende epidural-info-dokument, kom verdens mest erfarent udseende bedøvelseslæge og forsøger at lægge blokaden, men efter lang tids masen rundt, med skarpe sager i min ryg, måtte hun indse at der simpelhen ikke er plads og opgav defor at give mig blokaden..  (Det var endnu en ting jeg ikke havde overvejet, man kunne komme ud for, i mine forestillinger om at føde som en erfaren mandelsmutter… fedt at have en stram rygsøjle?!)

Da jeg indså jeg ikke kunne bedøves og der nu var dukket en bekymret udseende læge op, som fra min vinkel så ud som om han forsøgte at udstoppe mig som en kalkun (med begge hænder), mens han forsøgte at finde ud af hvordan August havde det og hvor og hvordan han lå, så mistede jeg troen totalt på, at han ville kunne komme ud af det hul, og det føltes ærlig talt som om barnet sad oppe i halsen og prøvede at kravle den vej ud. Så jeg prøvede at tage min mest overbevisende mine på (jeg kan huske, at jeg tænkte at de ikke ville lytte hvis jeg var hysterisk) og sagde med min myndigste stemme “Jeg skal have et kejsersnit”.

Jeg forventede selvfølgelig at de samstemmende ville sige nej nej, det går så fint, du kan godt klare det og tag dig lige sammen, eller sådan noget, så da den bekymrede læge kigger op, og stadig med sin hånd oppe i hu-ha, og siger: “ja, vi kører dig op til kejsersnit, han ligger også helt forkert” så blev jeg bange. Skide bange. Det var slet ikke meningen de skulle sige ja jo!

 

Når det slet ikke bliver som forventet
Ikke desto mindre fik jeg nu noget vestoppende medicin og et nyt team at rare mennesker i rent tøj kom og hentede mig.
De kører mig til en operationsstue og stemningen er rigtig fin selvom alt foregår meget hurtigt og effektivt, og Jonas bliver gjort klar til at kigge med  i hovedenden. Alt er fun and games, indtil jeg skal over på et andet leje, og da jeg kommer op og sidde vokser den lille drink jeg havde fået (ved faktisk ikke hvad det var) i munden på mig og jeg  projektil-brækker den sterile operationsstue til.
Jeg har aldrig set nogen fjerne sig fra mig så hurtigt som sygeplejerskerne i deres rene sterile operationstøj, og de lægger metervis af “operationskælde” henover brækken og ser ret træt på mig ligepludselig.
Ny bedøvelses-dame kommer til – alle har tydeligvis fået at vide at den første ikke kunne lægge epiduralblokade på mig, og den nye har en hel masse selvtillid, og bedøver mig i ryggen, mens den første står bagved… Eller, vi tror hun bedøver mig, indtil jeg råber ja imens lægen spørger “kan du mærke det her”.. Jeg er tydeligvis ikke spor bedøvet, og var skide bange for at han ville gå igang med noget, men han nev mig altså bare, selvom jeg nærmest følte at han var gået igang med skalpellen :). Faktisk var jeg der lidt glad for at første bedøvelses-læge fik lidt oprejsning – det var ret synd at de andre ligesom anklagede hende for ikke at kunne lægge epiduralen, og nu viste sig jo at det VAR min anatomi der bare ikke dur til at få noget stukket i ryggen…

Jeg nåede ikke at overveje hvad det betød at jeg ikke var bedøvet, før en dame maste en maske ned over mit ansigt, og holdt den der mens hun bliver ved med at forklare at den IKKE MÅ KOMME AF. Den sad røv skævt og pressede tænder mod tandkød på en virkelig u-rar måde, men det var ligesom ikke det største problem lige der synes damen. Jonas blev gelejdet ud efter kommandoen “få manden ud herfra nu”, og jeg når at tænke at han SKAL være tæt på når baby kommer ud, og så er jeg væk.

Det næste jeg husker er at vågne på en stor enkeltsengsstue og der står en mand i kittel med ryggen til, og DER ER IKKE NOGEN BABY!!! Jeg råber “hvor er mit barn” og venlig læge kommer – i hvad der føles som snegletempo- over til mig og “beroliger” mig med at mit barn er indlagt på børneafdelingen og skal have lidt hjælp med lungerne, og at jeg lige bliver holdt lidt på intensiv afdelingen fordi jeg bløder en del. Var helt ærligt ikke skide beroligende.

Mit første møde med August
Stadig småhøj på narkose beslutter jeg mig for at jeg godt kan overtale ham læge-frans til at jeg har det helt fint og slet ikke bløder, så jeg kan komme ned til August. Han er ikke imponeret over mine overtalelsesevner, og virker ærlig talt som om han har trukket nitten i patientlotteriet, men ind kommer hvad jeg bare husker som en lys og meget meget smuk ung kvinde (kan sagtens være det har været en grim gammel mand og jeg romantiserer). Verdens dejligste sygeplejerske fra børneafdelingen kommer i hvert fald med min telefon med billeder af August på til mig, og jeg tuder snot af glæde. Han har på nogle af billederne en lille bitte slange i næsen og på andre lidt elektroder på brystet, men hun fortæller mig at han bare skal have lidt starthjælp og kommer til at få det helt fint, og at jeg kan komme ned til dem så snart mit eget helbred er ok.

Det her billede var sådan jeg så mit barn for første gang. Det var på en iphoneskærm og alt i mig trak for at komme ned til ham, men jeg kunne ikke have været lykkeligere.

Jeg aner ikke hvor lang tid der gik før at jeg var ok, men det føltes som for evigt. Men det var ligemeget. Jeg kyssede på billederne af min baby, og Jonas sendte selfies af de to.

Her blev min mand far
Da jeg endelig kom derned havde de hængt et navneskilt op. Jonas havde simpelthen bare svaret at han skulle hedde August fordi de spurgte, selvom vi ikke havde afgjort det endeligt. Normalt ville jeg nok have haft en mening om at han bare bestemte sådan noget alene, men i situationen blev jeg totalt rørt over at han bare var far og tog ansvar for vores barn helt fra starten.

Det der far klædte ham virkelig godt.

Kejsersnit igen?
Dagen efter fødslen kom en sundheds-professionel (jeg aner ikke om det var jordemoder, sygeplejerske eller læge for at være ærlig) og spurgte om jeg havde behov for at tale fødslen igennem. Det havde jeg virkelig ikke lige der, men jeg fik at vide at det var et stående tilbud fordi den ikke var gået sådan lige som forventet. Det fortalte også at jeg til en eventuelt næste fødsel blot skulle sige til hvis jeg ønsker planligt kejsersnit, og så er det godkendt på forhånd. Ved mit første møde med sundhedsplejersken spørger også hun om jeg er ok efter den voldsomme oplevelse og om jeg har brug for at tale med en jordemoder om det, for så kan hun sagtens arrangere det. I situationen ville jeg slet ikke tale om andet end mit barn, så nu lufter jeg den “voldsomme oplevelse” her i stedet:) Jeg er dog ret sikker på at skulle vi en dag få et barn mere, så vil jeg nok have ganske meget lyst til aftale om og gøre brug af et planlagt kejsersnit, men jeg vil gerne lige have nogen til at love mig at jeg godt kan være tilstede til det… Man har vel lov at håbe at rygraden også bliver slappere med alderen:)

Kh A