Vendingforsøg

Tilbageblik
Når man er “på den anden side” og har August rendende rundt om benene, virker det uendeligt mærkeligt at referere til ham som “foster”. Jeg har faktisk altid haft det mærkeligt med hvad man skulle kalde ham, da han boede derinde. Nok for ikke at glæde mig “for tidligt”. Før uge 12 insisterede jeg på at kalde indholdet af min livmoder for embryo, derefter foster og faktisk først da han ville kunne overleve udenfor, turde jeg kalde ham for min baby. Men nu hvor han er mit et og alt virker det altså HELT forkert, at jeg følte det var “et foster” der blev vendt. Det var jo AUGUST der lå derinde for pokker! Så i resten af det her indlæg kalder jeg altså fosteret, der blev vendt for August, ok? 🙂

Min graviditet i korte træk
Jeg havde en virkelig nem graviditet. Havde morgenkvalme et par dage, blev lidt rund og var meget meeeget sulten, alt sammen top normalt. Jeg kunne dyrke den samme lille bitte smule motion som jeg havde gjort hidtil, red et par rolige ture på søde gamle Samson, gik i høje hæle og rejste med job, og den fik sædvanlig fuld skrue på make-up og deslige (det kommer der et indlæg om en dag).

Jordemoderbesøgene var super. Jeg synes min jordemoder var rigtig cool, var ikke nervøs for fødslen (jeg troede naivt at jeg ville føde nemt, fordi min mor havde været god til at føde), og jeg var sikker på, at fordi han var lidt større end gennemsnitligt, at han ville komme ud lidt før. Jeg blev klogere…

Jordmoderbesøget
Mine graviditetsapp’s begyndte at fortælle mig, at det var omkring tid til at forsteret skulle vende sig, men ingenting skete med min mave. Der stod også ting som “begynde at føle tyngde i bækkenet”, men jeg følte mest af alt at jeg havde en baby der havde planlagt at komme ud af halsen, og jeg kan huske jeg tænke meget over om der mon var nogle dyr, der kastede deres børn op, i stedet for at trykke dem ud…  Det virkede som en tiltalende løsning.
Da det virkelig var tid til at han burde have vendt sig, sagde min jordemoder at hun altså ikke mente at han havde gjort det, og at han var ret stor, så et vendingsforsøg måske skulle til at komme på tale inden han var for stor til det ville kunne lade sig gøre.

Jeg synes jo som sagt hun var en rigtig cool person, og måske derfor prøvede jeg selv at virke helt  overskudsagtig og sagde “jamen så napper vi sådan et”. Jeg fik et nummer jeg kunne ringe til og aftale tid, et småmedfølende blik jeg ikke helt vidste havd jeg skulle lægge i, og på vej ud af døren et “bare rolig, det kan sagtens være jeg tager fejl og han har vendt sig”.

Jeg så sådan her ud ca. et par uger før termin, og ca. 4 uger før jeg faktisk føder. Det må være lige efter vendingen. Jeg var fyldt med væske, og kunne kun få mine fede fødder i mine gummestøvler, selvom det var en virkelig varm sommerdag…Jeg mente at de sidste uger at  havearbejde kunne hjælpe ham med ligesom at falde ned på plads. Det gjorde det ikke, kan jeg så fortælle, men i dag er det hyggeligt at komme hjem med August i hånden, og vide at flere af planterne i forhaven er gravet ned den dag jeg gik i fødsel. 

Jeg tog direkte fra jordemoderen hjem, og googler selvfølgelig “vending af foster” og “vendingsforsøg”. Og undskyld mit sprog, men FUCK hvor skal man ikke google i den situation. Sætninger som “det mest smertefulde jeg har prøvet” og “vendingsforsøget resulterede i dyk i hjertelyd og akut kejsersnit” og lignende ubehageligheder var overhovedet ikke i tråd med mit “så napper vi et vendingsforsøg” og jeg blev nervøs og bange. Meget nervøs og meget bange.

Selve vendingsforsøget
Dagen for forsøget oprinder og jeg bliver lagt på en briks med overvågningselektroder og deslige på. Og så starter der ellers et ryk ind af akutte tilfælde, og tykkesen her ligger på en briks på en 4-sengsstue og venter. Er lidt mindre nervøs og bange nu hvor jeg ligesom er i det, men er ikke lige frem fyldt med forventningsglæde.

Jeg har rigtig meget respekt for sygeplejersker og læger, og hold op hvor de gjorde det godt, og selvom de havde super travlt med akutte og bange højgravide kvinder, tog de sig tid til at kigge forbi i ny og næ, og fortæller mig at de altså ikke havde glemt mig.

Nå ja, men det blev tid- jeg blev scannet for at se hvordan han præcis lå, fik en muskelafslappende indsprøjtning som virkede ret hurtigt, og gav mig helt vild hjertebanken. Det var ikke komfortabelt, men jeg havde forestillet mig det meget værre. For ligesom at hjælpe vendingen på vej, lægges man nu på et skråt leje med hovedet lidt nedad og benene oppe. Det er heller ikke komfortabelt, men er på ingen måder smertefuldt. Der kom et par læger, og den ene befamler mig på maven, skubber på den nedefra, og tog så godt fat og drejede rundt. Det gjorde ikke ondt overhovedet, men så top syret ud.

De scanner, fortæller mig at han er vendt, og at de skal have kage for det var lægens første vending. Af uvisse årsager er jeg næsten mere glad og også stolt på hendes vegne, end på egne. Hun var virkelig sympatisk:) Da de rejser lejet op til vandret bliver jeg svimmel og det sortner for øjnene, jeg siger det med det samme, og de kommer løbende tilbage og flår hovedet nedad igen, indtil både min og Augusts hjerterytme igen er normal og jeg kan se klart, og denne gang rejser de lejet op ganske langsomt:) Alt er godt, jeg skal ligge lidt, og kan senere tage hjem med et foster der vender den rigtige vej, men det føles nu stadig som om han vil ud af halsen..

Jeg håber egentlig bare at du læser denne inden et eventuelt vendingsforsøg, måske har du lige fået at vide at du skal igennem idet, og jeg håber så det kan trække lidt modsat af alle skrækhistorierne. Jeg har forsøgt at fortælle det så nøgternt som muligt, og vil her indskyde at det gjorde jeg altså gerne igen – at det så ikke var til nogen nytte fordi fødselen endte i akut kejsersnit alligevel, det er hvad det er- desværre kunne ingen sympatisk læge presse ham ned i bækkenet for mig 🙂

Strækmærker og andet sjovt efter vendingen 
-Nårh ja- hvis du nu er endt her fordi du har googlet og skal have vendt din baby; så er der en anden bekymring jeg havde og som jeg gerne vil dele specielt med dig.  Det er overfladisk, men det er sandheden: Jeg var top bange for at den ekstra hiven i maven ville give strækmærker, og fordi jeg selv synes det var for pinligt at spørge jordemoder, læger og sygeplejersker, og google ikke kunne hjælpe mig, så kan jeg for dig afsløre, at jeg kom igennem uden et eneste, på trods af kæmpe mave, og jeg igennem årene har haft rimelig mange vægtsvingninger.

Hvis du har nogen spørsmål, så fyr endelig løs!

 

Kh A

Læs også min fødsels-beretning